At se er en meget kompliceret proces. På det enkleste niveau ser vi en ting eller et billede, og vi genkender tingen eller motivet. Genkendelse er det første niveau i denne proces. Man kan se det sådan, at vi har nogle skemaer, som vi kender, og som vi rubricerer eller kategoriserer tingene og billederne efter.
Vi kan fx på museet se den røde telefon. Vi ser en rød telefon. Vi kan se fotografierne af Nixon og Krutjov som to mænd. Det er genkendelsen.
Men hvis vi fortsætter processen og forvandler den til en Udvidelse af vores velkendte skemaer, så kan vi forbinde den røde telefon med lederne af de to gamle supermagter og med den kolde krig. Og vi kan associere videre til den Berlinske murs fald og afslutningen af den kolde krig...
Ting og billeder kan altså både give mulighed for Genkendelse - og for Udvidelse af læserens erfaringsverden og oplevelse. Det er egenskaber både hos tingen og billedet - og hos læseren, der betinger om læseren stopper ved Genkendelsen eller går videre til Udvidelsen af oplevelsen.
Det afgørende vil være den kontekst, som billedet er sat ind i. På skærmen kan
vi godt have tre billeder: Nixon + en rød telefon + Krutjov.
Hvis det er de tre billeder, der danner konteksten, skal læseren være meget interesseret og aktiv for skabe betydning i de tre billeder. Billederne kan tilføjes en tekst. »Den røde telefon var forbindelsen mellem lederne af de to supermagter USA og Sovjetunionen«.
Medvirker den slags tekst til, at vi som læsere når ud over genkendelsen af tingene?
Vi ser på billedet - og billedet ser tilbage på os. Det sker, når vi kan skabe en indlevelse eller en identifikation mellem os og billedet. Det sker, når konteksten ikke er selvfølgelig, og der ikke blot er en meget simpel relation mellem tekst og billede. Er der noget i samspillet, der kan overraske og forstyrre vores vante skemaer?
Abstrakte billeder ligner ikke noget uden for sig selv. De refererer ikke til
en konkret person eller en konkret ting. Men selv abstrakte billeder kan vi
nøjes med at se som netop - ting. Vi kan se Den røde trekant i den hvide
cirkel som netop en rød trekant i en hvid cirkel. Vi genkender de to
geometriske objekter. (El Lissitzsky: Den røde kile i den hvide klump. 1919.
Det er en politisk plakat, som skal fortælle... ja, hvad fortæller den?
)
Men vi kan forvandle denne simple Genkendelse til noget mere. Vi kan forvandle den til en Udvidende oplevelse. Vi kan forvandle de geometriske figurer til en fortælling. En fortælling om at den røde trekant bevæger sig ned i den hvide cirkel med voldsom kraft. Og vi kan forvandle dette visuelle udtryk til et symbolsk udtryk. Det kræver, at vi indlever os i billedet og dermed udvider læseprocessen og den tid vi bruger på billedet.
Ved at stoppe perceptionen ved den rene Genkendelse bliver billedet blot forvandlet til dekoration.
Helhedsbilledet - er det samlede layout for skærmens billede. Man kan se det som det enkelte skærmbilledes layout - men jeg ser det som det samlede forløb og dermed for den samlede organisering af et program.
Som struktur er Helhedsbilledet styret af hierarkiske værdier. Det vigtigste på skærmen er fremhævet i forhold til det næstvigtigste osv. Det er altså indholdsmæssige vurderinger, der styrer læserens øjne og bevægelse hen over skærmen og i de efterfølgende skærmbilleder.
Visuelt styres læseren af billederne, af deres størrelse og farve, af grafiske elementer som streger og farver og flader, af kompositionen af elementer og af teksten.
Helhedsbilledet skal ikke bemærkes af læseren. Det skal fungere som en
naturlig organisering af indholdet i en adækvat form - og bliver først
bemærket, når det ikke fungerer. Så oplever læseren, at 'det er kedeligt',
eller at 'det er forvirrende', eller at 'det er grimt'.
Eye-tracking undersøgelser af brugen af avissider viser, at det er billedet, der fanger øjet sammen med overskriften - og at kun 25% af sidens tekst overhovedet bliver set på, dvs. at øjet overhovedet fokuserer et øjeblik på teksten. Kun 10 % af teksten bliver rigtig læst. Når det gælder aviser, taler man derfor om læsere som scannere.
Man kan vel påstå, at skærmens læsere også er scannere - og at det derfor bliver umådelig væsentligt, om skærmbilledets indhold kan formidles alene gennem billede, overskrift og billedtekst. Det er i hvert fald her, at læseren skal fanges og forstå, at informationen er relevant for hende.
Links: