Animation på webbet
Resumé
Af Sybille Hildebrandt, UNI-C09/03 1999
Animationen har sin helt egen måde at formidle budskaber,skabe stemninger og tiltrække opmærksomhed. Desværre kræver mediet også meget mere af formidleren, browseren og netværket end de andre webmedier. Dette er årsagen til, at vi må lede længe på webbet, før vi finder avancerede og spændende animationer, der kan mere end at hakke sig igennem nogle få grafiske billeder.
| Animationer får websider til at sprælle af liv. For selv om animationerne på den flade computerskærm ikke er andet end en serie døde billeder, der fremvises ét efter ét, danner de tilsammen bevægelser, som vi kan genkende fra den virkelige, tredimensionelle verden. |
I denne fiktive verden kan vi ting, som vi ellers ikke kan. Vi kan dirigere et orkester, flyve rundt i bygninger, der i virkeligheden først skal bygges i fremtiden, eller rejse ind i Jordens allerdybeste indre. Animationen indfanger os med sine bevægelser, og nysgerrigt forsøger vi at følge med.
Langt de fleste animationer er ligeglade med, at vi kigger på. De kører deres eget løb, siger ikke en lyd og overhører vores desperate forsøg på at interagere med animationens forskellige objekter. Kommunikationen foregår envejs, som så vi en tegnefilm på tv. Vi underholdes og/eller informeres men er ellers sat uden for indflydelse (se for eksempel hos HotWired).
Kun få animationer reagerer, når vi klikker med musen. Og det er en skam, for når det endelig sker, gør det os endnu mere nysgerrige og får os til at føle os betydningsfulde. Uden os ville animationen nemlig ikke have ændret kurs eller skiftet scenen ud med nye objekter, tænker vi, mens vi glemmer, at vi oplever på animatorens (producentens) præmisser. For ikke desto mindre er det animatoren, der har bestemt, hvad der skal ske. Hvert et billedskift er planlagt til mindste detalje for at sikre, at animationen når sit publikum. Den er opbygget, så den tiltrækker sig opmærksomhed, skaber en stemning eller formidler et budskab. Den er udviklet, så den fylder så lidt som muligt. Den er skabt i et format, som de fleste browsere er tunet til at fremvise.
| Normalt tiltrækker bevægelser sig vores fulde opmærksomhed. Men på webbet er det snarere omvendt, for her er der skabt så mange ligegyldige bevægelser, at vi ikke længere ænser dem. |
I naturen opfatter vi bevægelser som et tegn på liv. Levende væsener som vi kan jagte, spise eller flygte fra. I cyberspace er bevægelserne kunstigt skabt gennem animation. Men ikke desto mindre er indvirkningen på os den samme: Instinktivt spærrer vi øjnene op og retter dem mod de objekter, der bevæger sig.
Denne opkvikkende egenskab er der mange, der forsøger at udnytte på webbet. Det er det store antal flimrende reklamebannere og roterende logoer beviser på. For i takt med at webbet er blevet et folkeligt medie, er det også blevet kommercielt: De fleste nettjenester finansieres af virksomheder, der til gengæld får lov til at placere et reklamebanner på webtjenestens indgangsportal.
Animerede reklamer og logoer har som vigtigste formål at henvende sig til så mange mennesker som muligt. Meget naturligt vælger annoncørerne at udvikle animationerne i et format, som alle browsere er i stand til at fremvise. Her findes der kun én mulighed: at udvikle animationerne i en variation af gifformatet, kaldet GIF89A. Dette animationsformat giver ingen mulighed for at lade animation og lyd følges ad, lave glidende billedovergange eller interaktive objekter. Konsekvensen er, at reklamerne udformes som de simpleste slideshows, der hensynsløst hakker sig igennem en serie flimrende billeder. Der er så mange af dem, at vi ikke længere ved, hvor vi skal kigge hen. Øjnenes flakken giver os en fornemmelse af at befinde os i et trafikknudepunkt i Københavns centrum. For at overleve tager vi vores skyklapper på, hvorefter vi lettet lader øjnene hvile på noget, der ikke bevæger sig. Stik imod annoncørernes planer.
| Animationer kan give os et indblik i processer, som vi normalt er afskåret fra at se. |
Til dagligt omgives vi af mange processer, som har indflydelse på vores liv, og som vi derfor har gavn af at vide mere om. Mange af processerne er vi imidlertid ude af stand til at se. For eksempel har vi ingen mulighed for at se de processer, der foregår i stjernernes atomkerner langt ude i verdensrummet. Processerne er for langt væk til, at vi kan se dem, for komplekse til at vi kan overskue dem, eller tager for lang tid til vi kan holde øje med dem.
Mange undervisere vælger derfor at visualisere processerne igennem animationer. For animationen er det eneste medie, som kan illustrere hele procesforløbet uden at være bundet af den virkelighed, som øjet ser (se [1]). Da animationen opbygges af manipulerbare billeder, kan animatoren forenkle den komplicerede virkelighed og fremhæve bevægelsernes årsag og virkning. Derfor laves procesanimationerne typisk i formater, der gør det muligt at lave animationer af mange billeder så bevægelserne bliver så naturtro som muligt. For at undgå at animationerne kommer til at fylde for meget, er der mange animatorer, der vælger animationsformatet FLASH (se f.eks. [6])- et vektorbaseret format, der gemmer objekterne som matematiske ligninger. Dette betyder, at FLASH filerne kan indeholde mange billeder og stadig fylde meget lidt.
| Animationer kan skabe stemninger, som styrer vores reaktionsmønstre. |
Mennesker er nysgerrige. Går vi på opdagelse i en slotsruin, og møder vi en lukket dør, får vi lyst til at åbne den og kigge bag den i en konstant higen efter at få nye oplevelser og erfaringer. På denne måde kan de bevægelige, interaktive effekter i vore tredimensionelle omgivelser skabe stemninger, som styrer vore reaktionsmønstre.
Sådan er det også på webbet. Her frembringes de stemningsskabende effekter og miljøer bare ved animation. Forestil dig for eksempel, at du indtaster webadressen på et varehus i din browsers adressefelt. Pludselig befinder du dig i en by. Foran dig finder du varehuset - en bizar basar, hvor et enkelt klik med musen fører dig forbi varehusenes mest indbydende vinduer. På vinduerne finder du knapper, som lyser op, når du ruller hen over dem. Klikker du, føres du ind i varmen, hvor tøjafdelingen byder på spændende modeshows, og køledisken i delikatesseafdelingen er fyldt med fetaost og oliven. Ønsker du at købe varer? spørger damen bag disken. På skærmen finder du et knappanel, hvor du kan vælge at høre mere om den enkelte vare, eller indgive en bestilling. Vær så god. Du har fået en interaktiv, virtuel indkøbsoplevelse, som overgår den, du ville have fået i butikken.
At skabe sådanne tredimensionelle miljøer på en flad computerskærm er nu lettere sagt end gjort. For den besøgende har kun lyst til at gå på opdagelse, hvis omgivelserne ser spændende og naturtro ud. Det kræver glidende billedskift med en masse grafik og tredimensionelle effekter. Det kræver synkroniseret afspilning af lyde og musik. Det kræver en stor interaktivitet, så brugeren har en mulighed for at undersøge sine omgivelser.
Og det kræver en ordentlig indsats fra animatoren. Populære animationsformater, der kan klare de mere avancerede opgaver er Quiktime VR, Shockwave, FLASH og dHTML, der hver har sine egne styrker og begrænsinger. dHTML er ikke noget animationsformat men et programmeringssprog, som kræver stor programmeringserfaring. Til gengæld kan brugeren se animationerne uden at skulle installere et plugin.
Animation på webbet 2 omhandler de forskellige formaters kunnen.
- HotWired's Animation Tutorial
- Hjemmeside hørende til bogen "Animation on the Web" af Sean Wagstaff.
- HotWired's Plug-in Tester. Se om din maskine har de (efter HotWireds mening) mest nødvendige plug-ins.
- Om GIF animationer på hjemmesiden hørende til bogen "Creating Killer Web Sites" af David Siegel.
- Eksempel på en QTVR animation. Vælg QTVR nederst i menuen til venstre og klik på billedet øverst på siden. Kræver en plug-in.
- http://www.first9months.com - et eksempel på brugen af FLASH. Kræver en FLASH plug-in (det har din browser måske allerede?) og kan tage lidt tid at hente ned.
- HotWired har et område med mange eksempler på animationer.
- Filmen The Fifth Element har en hjemmeside med FLASH animationer.
- Plugins - udvidelser til Internetbrowsere, Karim Pedersen, Teknisk Forlag
- Animations on the web, Sean Wagstaff, Peachpit Press

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg
