Syv gyldne regler for at skrive på nettet
Resumé
Af Lene Nielsen, Visionik23/03 1999
Brugere læser ikke på web'et, i stedet skimmer de siderne og forsøger at læse nogle få sætninger eller dele af sætninger for at få de informationer, de ønsker.
Se i øvrigt journalist Nils G. Indahls opdatering af denne artikel: Ni gyldne regler for at skrive på nettet.
Vi kender vel alle surfningens vilkår. Man søgerefter et ord, får en række forslag fra søgemaskinen,
klikker på den første mulighed, møder en startside,
går måske et trin længere og får så
en væg-til-væg tekst frem. Man kikker hen over teksten,
øjet fanger enkelte ord, videre til næste link i
rækken.
Sådan går langt de fleste frem, når de målrettet
søger efter informationer. Og det er de vilkår, man
som skribent til Internettet må indrette sig på.
Men der er nogle regler, som kan lette kommunikationen fra afsender til modtager og hjælpe modtageren til hurtigt at afgøre, om netop denne tekst indeholder informationer, der er relevante.
Om
Nyhedsbrev
Skærme er meget dårlige at læse på, lyset
flimrer, store tekstmængder bliver uoverskuelige, og læseprocessen
er besværlig. De fleste vælger derfor at printe tekster
ud for at kunne læse dem på papir.
Når det drejer sig om at søge informationer lægger
mediet heller ikke op til fordybelse, men som det gælder
for alle visuelle medier, er der en tendens i mediet til flygtighed
og utålmodighed.
Derfor står formidleren med to problematikker: Skal man
lave et design og tilrettelægge sine tekster, så de
opfordrer til at blive printet ud og dermed miste en del læsere,
der vil skimme hen over teksten? Eller skal man tilfredsstille
de utålmodige og planlægge sin tekst, så det
i søgeprocessen bliver muligt at få et hurtigt overblik
over tekstens indhold på bekostning af mængden af
informationer?
Man kan også vælge en kombination og give brugeren
et hurtigt overblik over tekstens indhold og derefter muligheden
for at fordybe sig.
| Brug nyhedstrekanten. Skriv det væsentlige først og uddyb emnet derefter. |
Hvis man tager denne opbygning alvorligt - at læseren skimmer
teksten snarere end at nærlæse den - betyder det, at
teksten med fordel kan skrives efter den journalistiske metode
snarere end efter den akademiske metode. Traditionelt er tekster opbygget
med en indledning, der skitserer problemfeltet, hvorefter teksten
bygger op til en konklusion. Men bruger man i stedet nyhedstrekanten,
giver man læseren en mulighed for at få et hurtigt
overblik over teksten ved kun at læse artiklens start. I
den journalistiske skrivemåde er teksten opbygget sådan,
at konklusionen indleder, hvorefter baggrunden ridses op.
Samtidig viser flere undersøgelser, at brugere foretrækker en enkel og uformel skrivemåde.
| Teksten brydes op i korte afsnit med overskrifter, der fortæller om indholdet |
Ved at bruge korte afsnit og give overskrifter, der fortæller
om indholdet, får brugeren et hurtigt overblik over teksten.
Teksten kan også indeholde fremhævede ord, hvor brugeren
ved et hurtigt vue ned over teksten kan læse tekstens hovedtræk.
- Netdoktorens fede overskrifter er et godt eksempel på et hurtigt overblik
- Her er det vanskeligt at bevare overblikket
| Skriv kort |
Undersøgelser
af bl.a. observationer af børn og unge udført af Rosemary Luckin, University
of Sussex, viser, at brugerne ikke kunne lide scroll-bars, men foretrak sider,
der fyldte et skærmbillede.
Selvom man laver indholdsfortegnelser, og selvom scroll-baren
visuelt giver udtryk for, hvor lang teksten er, så er en lang
tekst stadig mere velegnet til at blive læst i en printet
version end på skærmen. Kombiner evt. et kort resume
af teksten med et pdf-format til lange tekster, der så kan
hentes ned og printes ud. Dette format kræver dog, at læseren har en Adobe
plugin.
- Her er et eksempel på en væg-til-væg tekst, som er meget vanskelig at få et overblik over
- Dette er informationer til befolkningen om Euro'en. [Red: siderne findes ikke længere. Se hvordan de så ud på Way Back Machine.] Mon der er nogen, der forstår dem?
| Underoverskrifter |
Når en ny side starter,
ser brugeren på midten af skærmen og læser brødteksten, før der ses på overskrifter eller navigationselementer. Derfor er en tekst, der er bygget op af korte afsnit med underoverskrifter, der har betydning for teksten, meget lettere at læse og giver et hurtigt overblik.
| Brug mellemrubrikker og fremhævet tekst, der kan give læseren et hurtigt overblik over indholdet |
Tekster skal kunne skimmes, og man kan bruge overskrifter, fed,
fremhævet tekst, lister i punktform og indholdsfortegnelser
samt mellemrubrikker til at give overblik.
Mellemrubrikker kan indeholde vigtige uddrag af teksten, og man kan bruge dem til at tiltrække læserens opmærksomhed. Samtidig får læseren en mulighed for at få et overblik over hele tekstens indhold ved kun at læse mellemrubrikkerne og det fremhævede.
Man skal naturligvis ikke bruge alle elementer på en gang,
men skal overveje hvilke man vil bruge.
- Væg-til-væg tekst hvor selve teksten starter meget langt nede
| Tænk på et link som en port ud af din tekst og en dør ind til den næste tekst. Links kan forhøje tekstens troværdighed |
Link'et ud af teksten skal sammentænkes med den tekst eller det dokument, de fører hen til, hvor læserne skal kunne skabe en umiddelbar forståelse mellem den side, de kommer fra, og den side, de kommer til. En tekst om løver kan have et link til løveunger, hvis link'et fører til en site for en zoologisk have, vil brugeren umiddelbart forvente, at der må være løveunger i haven. Hvis dette ikke er tilfældet, optræder der en forvirring omkring hvor sammenhængen er mellem de to sites.
Links har to udformninger: De kan være hypertekst-links, der henviser til andre områder i et tekstdokument eller til andre sider på ens egen hjemmeside, men de holder sig inden for den samme site. Eller det kan være links, der henviser til andre sites. Men hvad enten de er af den ene eller den anden art, fører de brugeren væk fra det, brugeren er i gang med i øjeblikket, nemlig at læse en tekst, og de stiller brugeren i en valgsituation.
Men samtidig er links hele kærnen i Internettets opbygning. Hvis der ikke fandtes links, ville der heller ikke være noget web.
En hypertekststruktur kan give en dybere forståelse af
emnet, men brugen af hypertekst kan
også forvirre brugeren, der konstant bliver sat i en valgsituation gående ud
på enten at læse videre i artiklen eller forfølge et link. Hypertekst-links
kan uddybe emnet yderligere og give mere information samtidig med, at de
grafisk tiltrækker opmærksomhed. Mange brugere synes også, at links får emnet
til at virke grundigt researchet, hvilket forhøjer tekstens troværdighed.
- Her i Designværkstedet har vi valgt, at links dukker op i et mindre separat browser-vindue. Det hjælper læseren til at fastholde opmærksomheden på den primære tekst samtidig med, at det også giver mulighed for at surfe videre til andre hjemmesider.
- Hvad fanger øjet? - Links'ene til Kulturnet Danmark!
- En hyperstrukturet tekst, der fylder mere end 1800 sider.
| Tekst skal tænkes sammen med layout |
Hvordan skal forholdet mellem tekst og illustrationer være?
Henvender sitet sig til læsere, eller er det vigtigste layoutet?
Internettet er et visuelt medie, men samtidig må teksterne
ikke underprioriteres. Spaltebredde og illustrationer skal tænkes
sammen, og det er vigtigt at tænke illustrationer ind, der
kan visualisere og anskueliggøre indholdet.
- Uddannelse er et tidsskrift på nettet. Hvad rammer øjet først? Et billede af forfatteren!
- Teksten konkurrerer med baggrunden om opmærksomheden og den bliver svær at læse.
- Opsætningen tager højde for små skærmstørrelser
- God oversigt over mange informationer samtidig med at der tages højde for små skærmstørrelser
- Se i øvrigt journalist Nils G. Indahls opdatering af denne artikel: Ni gyldne regler for at skrive på nettet

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg
