Menu
• Indhold

Hvem læser teksten?

Resumé

Af Karsten Møller, Griff design
15/12 1998

Internettet består bogstaveligt talt af millioner af sammenkædede computere, der hver har adskillige gigabytes information liggende tilgængeligt for brugerne. Spørgsmålet er hvor tilgængelig den information egentlig er, og om de enkelte sider klart fortæller om deres indhold.

 

Arkiv med artikler fra Designværkstedet

Den Internetbruger, der kommer ind på en website, har nogle karakteristika, som vi kender, eller som vi har en formodning om. Den viden kan vi bruge, når vi laver en website. Der er også meget, vi ikke ved om dem, der besøger en website. Vi kan hjælpe både de besøgende og os selv ved at gøre os nogle overvejelser om, hvem vi henvender os til, og hvilken situation de befinder sig i.

 

Adgangen til information

Når der søges information på nettet ligger adgangen via henvisninger (links) eller søgemaskiner. For at søgemaskinerne skal kunne bruges, skal de have kendskab til de forskellige sites. Det har de ikke pr. automatik. Når en website kommer på nettet, tilmeldes den en eller flere søgemaskiner. Disse søgemaskiner går ind på hver hjemmeside og læser, hvad der står i siderne "header". Det er informationerne i denne header, søgemaskinen finder frem ved en søgning.

Det betyder, at din opbygning af en website er vigtig. Den skal være strengt logisk, og de enkelte sider skal være afgrænsede og veldefinerede, og den relevante information om sidens indhold skal være i hver enkelt sides header.

Jo flere søgemaskiner du lægger en website på, jo større er chancerne for, at de der søger dine informationer også finder dem.

Adgangen der sker via links, har du som forfatter ingen eller meget lille indflydelse på.

Det betyder, at du ikke ved hvordan, eller ad hvilke veje din læser har fundet frem til dine sider. Tænk derfor på, at når en person endelig er kommet ind på din website og har fundet den side med det emne, der har hans interesse, vil han hurtigt forsøge at danne sig et overblik over, om det er den side, der har de nødvendige oplysninger. Lægger du en side på Internettet (der tilbyder brugerne oplysninger), kan du derfor med fordel bygge den op i logiske og sammenhængende afsnit, hver med klare og dækkende overskrifter.

Om Adgangen til information

Nyhedsbrev

Tilmeld dig til IT-temaets nyhedsbrev



 

Artikler af

Karsten Møller
 (11/07 2007)

 

Din modtagers situation

Når du skriver til nettet, er det lidt uklart, hvem du skriver til. Hvem du skriver fra, ligger mere klart. Der er en klar afsender på informationen, uanset om du laver er en kommerciel website til et firma, en privat og personlig website, eller om det er for en institution, du lægger information på nettet.

Din modtager / læser sidder et eller andet sted ude for enden af nettet ved en computerskærm. Ikke i sofaen, ikke i lænestolen, ikke på sengekanten. Det er første gang, at en forfatter klart kan definere i hvilken situation læseren sidder, når læseren præsenteres for teksten for første gang. Din læser sidder i en situation, hvor han er opmærksom. Enten på emnet eller på dele af det. Hans læsesituation er derfor ofte i første omgang en skimmesituation, hvor han forsøger at danne sig et hurtigt overblik over, hvor relevant din tekst er.
I modsætning til annonce-, avis-, og boglæsning ligger der, så vidt jeg ved, ingen undesøgelser af, hvordan en computerskærm læses, så der kan ikke gives nogle klare retningslinier for hvor hvilke tekster skal placeres for at vække størst opmærksomhed. Internettet er dog ved at skabe sin egen skabelon for, hvordan visse typer informationer placeres. Ofte ses en navigationsbjælke / oversigt placeret i venstre side. En sådan ensrettet placering kan have både fordele og ulemper. Fordelen er en hurtig uproblematisk tilgang til siderne via et kendt interface. Ulempen er et mere anonymt layout.

 

Søgere eller surfere

Der er to klart forskellige grupper læsere. Surferne og Søgerne.
Surferne vil underholdes og søgerne vil hurtigst muligt have konkret viden.
Det er derfor vigtigt at gøre sig klart, hvem af disse to grupper der skrives til, inden teksten påbegyndes.
Den søger, der leder efter bestemte oplysninger, og som via en søgemaskine har fået 72 sider henvisninger til et konkret emne, ønsker et hurtigt overblik over sidens relevans. For derefter at printe den ud til samlet læsning.

Om det er den ene eller den anden gruppe du skriver til, vil emnet give en indikation af. Sublimationsfarver til en bestemt printertype vil ikke være interessant for særlig brede grupper, så her vil det være søgere, der skal skrives til.
På den anden side vil en isfabrik der præsenterer årets udbud af is, skulle underholde en hel del, for at få læsere til at blive på websiten og finde den interessant.

 

Din modtagers niveau

En ting, der skal tages hensyn til, når teksterne skal skrives, er læserens interesse i emnet. Det kan have større betydning end din egen interesse i at fortælle om emnet. Læserens forhåndsviden om emnet og erfaring er afgørende for, om læserne finder dine sider interessante. Du skal derfor tage hensyn til det niveau, læserne må formodes at være på. Skal du f.eks. lave en website om kvantefysik, er det af afgørende betydning for dens succes, at der er lagt et niveau, der passer til de personer, der skal læse den.
Det er jo meget godt at vide, om det er til kollegerne på Niels Bohr Instituttet, du henvender dig, eller om modtagerne er landets 7'ende klasser.

 

Find målgruppen

Planlægningen af en website skal udføres omhyggeligt. Såvel på det plan, hvor navigationen rundt mellem siderne skal konstrueres, som på det plan, hvor du skal tage stilling til indholdet og udformningen af indholdet.
Kipling henviste til sine 6 trofaste tjenere, der havde lært ham alt. De hed "Hvem, Hvad, Hvor" og "Hvorfor, Hvornår og Hvordan". Dem skal du bruge igen og igen.

Det skal afgøres, hvem websiten henvender sig til. Hvad formålet med websiten er. Hvad den skal kunne tilbyde brugerne.
Brugerne skal findes, inden du påbegynder arbejdet. Det er ikke nok at mene, at du har noget på hjerte, du skal også have nogen at fortælle det til.
Der er mange måder, du kan finde en websites forventede brugere på. En måde er ved hjælp af reklame branchens metode til opdeling i målgrupper.
Den samlede mængde brugere opdeles efter de egenskaber, websiten tilbyder.
Du kan dele dem ind efter relevante kriterier, som for eksempel: køn, alder, arbejde, indkomst, fritidsinteresse, geografi (by - land, øst - vest), familiesituation. Den opdeling tjener til at finde de fleste fællesnævnere for de kommende brugere af websiten - for at gøre det lettere for dig at skrive.
Du kan læse mere om det i artiklen "Hvor er målgruppen?" her på Designværkstedets sider.

Har du først fundet målgruppen og defineret den, er det ikke hele målgruppen, du skal skrive til. Du skal kun skrive til in modtager. Hver enkelt bruger af websiten, sidder - som du gør nu - alene og læser.