Farver II

Dette er den anden artikel om farver og multimedieprodukter. Den første artikel behandlede nogle kulturelle aspekter ved brugen af farve, ogder blev taget hul på den grundlæggende farveteori. Denne artikel vil behandle farver, computerteknik og praktisk arbejde med farver.

Bagest i skærmens billedrør sidder tre elektronkanoner. En for hver af de tre RGB grundfarver (rød, grøn og blå). Elektronkanoner skyder en løbende strøm af elektroner mod små fosforelementer på bagsiden af skærmen. Disse fosforelementer, kaldet "pixels" (Picture elements), udløser røde, grønne og blå farver, der tilsammen opbygger skærmbilledet.

 

For at kunne styre hver enkelt pixel tildeles de et antal bit i grafikkortets hukommelse (kaldet video RAM eller VRAM). Antallet af bit hver pixel tildeles kaldes farvedybden. Jo flere bit der er til rådighed pr. pixel, jo større farvedybde.

En farvedybde på 1 bit har to muligheder enten sort eller hvidt (den enkelte pixel er tændt eller slukket). En farvedybde på 8 bit pr. pixel har 2⁸ muligheder, som svarer til 256 farvekombinationer, dvs. 256 forskellige farver. En farvedybde på 24 bit pr. pixel har 2²⁴ eller ca. 16,7 mill. mulige farver (refereres normalt blot som 16 mill. farver).

24 bit farvedybde er det tætteste man kan komme på fotorealistiske farver på en computerskærm, da 16 mill. farver er det maximale antal farver, det menneskelige øje kan skelne fra hinanden. Derfor kaldes 24 bit farvedybde også for true-color (ægte farve).

Farvedybden bestemmes altså af, hvor mange bit pr. pixel computernes grafikkort og skærm er i stand til at vise samtidig. En væsentlig faktor er, hvilken opløsning skærmen er sat til. Dvs. hvor mange pixels skærmfladen består af. Antallet af pixels, der vises på skærmen, har betydning for, hvor mange bit de kan tildeles alt efter hvor meget hukommelse, der er til rådighed på grafikkortet.

Moderne grafikkort arbejder med muligheden for en 32 bit farvedybde. Det betyder i realiteten ikke flere farver, men at man har 8 bit til rådighed til alpha-kanalen, Z buffer eller bump mapping.

Fil-størrelsen på et billede eller et stykke grafik stiger med farvedybden, da der skal gemmes mere information. Tabellen nedenfor viser hvor meget et billede fylder ved en skærmopløsning på 640 x 480 pixels:

For at sikre at farver altid gengives ens indeholder grafiske styresystemer som fx Windows og Macintosh OS en standard farvepalette, hvorfra systemet vælger og blander farver. Disse paletter varierer en smule fra styresystem til styresystem. Eksempelvis er 216 af farverne i Macintosh og Windows standardpaletterne identiske. Nogle af farvernes placering er dog forskellig i de to standardpaletter.

Forskellen på paletterne kan give problemer, når et program skal kunne fungere på forskellige styresystemer (cross-platform.

Arbejder man med en 8 bit farvepalette, har man 256 farver til rådighed, når et billede skal gengives. Benytter man derimod en 24 bit palette, har man mere end 16 mill. farver til sin rådighed. En 24 bit palette kan selvfølgelig uden videre gengive farverne fra en 8 bit palette. Men for et billede eller et stykke grafik, der er gemt i 16 mill. farver (24 bit) og skal gengives i 256 farver (8 bit) eller mindre, sker der et kvalitetstab, da mængden af bit pr. pixel reduceres. I stedet for blot at skære farverne fra 257 op til 16 mill. væk, foretages en dithering af billedet.

Ved hjælp af en algoritme ændres farveværdien af hver enkelt 24 bit pixel til den farve i 8 bit paletten, der kommer tættest på. Dithering kan foregå ved, at to farver fra paletten blandes i et mønster af lyse og mørke felter, der skaber en illusion om en tredie farve. Denne type dithering kaldes også for pattern-dithering (mønster-dithering).

I stedet for at hver enkelt pixel tilnærmes en farve, kan dithering processen også foregå ved, at billedet inddeles i områder, hvor farverne er meget tæt på hinanden. På baggrund af et gennemsnit tildeles hele området den farve, der kommer nærmest i 8 bit paletten. Denne type dithering kaldes diffusion-dithering (tilnærmnings-dithering).

Figur 9 viser en diffusion-dithering. Hår og kinder er fx tildelt den samme farve.

Browsere, styresystemer og skærme kan have et utal af individuelle indstillinger, som gør det vanskeligt at sikre en rigtig farvegengivelse på den enkelte computer.

Farver og brugen af dem er i høj grad et temperamentspørgsmål,som det er vanskeligt at sætte entydige regler op for. Måske derfor findes der et hav af retningslinier og tommelfingerregler.

Et begreb, der tit dukker op i forbindelse med farver og design, er varme og kolde farver (se figur 10).

• Varme farver vil primært sige røde, gule og orange farver. Disse er kendetegnet ved at have en lang bølgelængde.
• Kolde farver har en kort bølgelængde. Det er primært blå, violette og grå farver.

Sat op mod hinanden giver en kombination af kolde og varme farver som regel en god kontrast. Men da de har forskellig bølgelængde, må øjet hele tiden fokusere på hver enkelt af dem. Derfor kan farver som fx. ren blå og ren rød virke flimrende, når de bliver sat sammen (se figur 12).

Hvordan en farve "ser ud" er afhængig af forskellige faktorer som fx omgivende farver, farvens intensitet, beskuerens farvesyn osv.
De to cirkler (figur 13) viser et eksempel på, hvordan den samme farve virker afhængig af, hvilken farve den sættes sammen med.

I den store cirkel med den røde baggrund kommer cirklen i midten til at virke mindre rød og i den store cirkel, hvor baggrundsfarven er blå, virker midtercirklen mindre blå. På trods af at farven i de to små midtercirkler er den samme som i cirklen nederst.

Når farverne på skærmfladen skal sættes sammen, er der mange faktorer at tage hensyn til. Nedenstående liste resumerer nogle af de væsentligste:

• Vær opmærksom på målgruppens farvekoder. Hvordan en farve opfattes afhænger både af kulturelle og sociale sammenhænge.
• Vælg baggrundsfarver, der er rolige og behagelige at se på. Hvis baggrunden bliver for kraftig, stjæler den billedet.
• Brug evt. farver til at skabe en sti eller en rytme, som kan lede brugeren til et vigtigt sted på skærmen.
• Farver skal ses i sammenhæng med deres omgivelser. De omgivende farver kan ændre den enkelte farves udseende og virkning.

En simpel men effektiv måde at starte sit designarbejde på,er ved at samle al grafisk materiale så som fotografier, tegninger o.lign., der skal indgå i det færdige produkt og finde en gennemgående farve, der kan danne udgangspunkt for designet. På denne måde får man et konsistent farvevalg. Men man risikerer også, at det færdige produkt bliver domineret af en enkelt farve. For at undgå dette kan man, ud fra den gennemgående farve, vælge matchende farver.

En variant af denne metode er at man ud fra farvehjulet vælger en farve som udgangspunkt og fra den finder matchende nuancer (se figur 10).

Mange af principperne omkring komposition, farveholdning og de signaler, farverne udsender, stammer fra de trykte medier og er lige så gamle som hulemalerierne. Der er derfor en solid viden at læne sig op ad, når man udvikler sit multimedieprogram eller sin hjemmeside. Modsat de trykte medier har brugeren indflydelse på, hvordan det endelige produkt ser ud på skærmen gennem fx farveopsætningen af styresystemet, af browseren, skærmopløsningen osv. At styre alle disse ukendte "medspillere" kræver viden om teknikken bag skærmen og indsigt i, hvordan farver kan bruges som støtte for formidling.