PracSIP – at bygge praksisfællesskaber i skolen

Praksisfællesskaber lærer eleverne at agere inden for bestemte rammer, tænke pluralistisk og at udvikle en række nyttige kompetencer. En Praksis-Stilladserende Interaktiv Platform (PracSIP) understøtter udviklingen af sådanne praksisfællesskaber i skolen.

Deltagere i praksisfællesskaber udvikler særlige måder at udføre handlinger på, særlige redskaber og særlige måder at samarbejde på. Fx aftaler journalister, hvem der har ansvar for hvilke historier, og de researcher, tilrettelægger deres stof samt skriver efter nyhedskriterierne. Det er ikke nødvendigvis indlysende for en elev, hvad en journalist gør og hvorfor – og derfor kan man som lærer let have den oplevelse, at elever der skal skrive en avis er ”useriøse” og ”dovne”. Men man kan lige så godt se sådan på det, at de ikke ved hvad de skal, hvorfor og hvordan.

En PracSIP gør det muligt for novicer at indgå i et komplekst praksisfællesskab, som normalt kræver kendskab og ekspertise, og den støtter lærerens opgaver både organisatorisk, fagligt og i forhold til tilrettelæggelse.

Praksisfællesskabet giver eleverne et håndgribeligt mål: Det giver mening at lave en avis, der bliver trykt i 1.000 eksemplarer og ser ud som en rigtig avis. Og det betyder, at det er til at forstå, hvorfor artiklen man er ved at skrive, skal skrives igennem en ekstra gang, så målgruppen kan forstå den, og synes den er interessant at læse.

Begrebet PracSIP er udviklet i forlængelse af arbejdet med Ekstra Bladets Redaktionen, der understøtter journalistisk arbejde i skolen. Redaktionen er opbygget, så den reproducerer de faser en redaktion kommer igennem undervejs i arbejdet med at skrive en avis.

Elevernes arbejde struktureres gennem opdelingen af arbejdet i en række faser.

Arbejdet i Redaktionen består af en række faser fra intro over beslutning om avisens profil og planlægning af arbejdet til research, foto og fokus af stoffet samt til skrivning af artikler og layout af avisen.

Eleverne støttes således gennem PracSIPs opbygning til at få struktur på processen. Faserne fungerer som en rettesnor, men ikke en spændetrøje. I hver fase står nogle af de centrale redskaber fra det journalistiske arbejde til rådighed for eleverne, netop som de har brug for dem. Og der er hjælp til de faglige udfordringer i form af interaktive assistenter.

Det er afgørende at sørge for en ordentlig organisering af samarbejdet.

I tidsplansværktøjet tilføjer eleverne de artikler, de bliver enige om at skrive, og angiver hvem der har ansvaret for de forskellige delopgaver (research, foto, skriv osv.). Systemet foreslår, hvornår de forskellige opgaver skal gå i gang, og hvornår de har deadline.

Når eleverne går i gang med en ny opgave, vælger de opgaven i statusbaren. Når de har afsluttet opgaven, markerer de det, og det fremgår nu af oversigten, at opgaven er afsluttet. Eleverne kan på den måde følge med i, hvor langt de er med opgaverne, og de kan holde hinanden til ilden.

For læreren er det en stor hjælp, fordi hun nu kan få overblik over alle elevers arbejde ved at se i tidsplanen og ved at besøge de enkelte redaktioner, hvor læreren har adgang til elevernes arbejde. Med den viden kan hun sætte ind der, hvor der er behov for hendes bistand.

Redaktionen understøtter samarbejdets organisering fra start til slut. I skærmbilledet ses tidsplanværktøjet.

En interaktiv assistent tager udgangspunkt i en konkret opgave og leder eleven gennem arbejdsgangen eller erkendelsen.

Et af de typiske kritikpunkter mod projektarbejde er, at fagligheden let drukner i produktmål og i alle de udfordringer, der er i blot at få projektet til at lykkes. Udfordringen for læreren er:

1) at få de faglige aspekter af arbejdet tematiseret, når der er behov for det

2) at kunne gennemskue, hvad der er faglighed i

3) at kende alle de faglige metoder og den faglige viden som aktualiseres.

Til at håndtere dette problem har jeg udviklet et koncept, jeg kalder interaktive assistenter. Computere er ikke i stand til at tænke, men de er i stand til at følge et program, der er udtænkt på baggrund af analyser af faglige udfordringer. Computeren kan ikke tage stilling til elevernes svar, men computeren kan integrere elevens respons i den videre proces. Og computeren kan præsentere faglige begreber og metoder undervejs, så eleven kan anvende disse netop i den sammenhæng, han har behov for. Derved giver de faglige metoder og den faglige viden mening, og derved bliver det lettere at huske og forstå, hvad de skal gøre godt for. En interaktiv assistent er således et computerprogram, hvor computeren strukturerer og lægger op til, at eleven tænker.

Interaktive assistenter er implementeret i Redaktionen.

Den interaktive assistent på billedet hjælper med forberedelse af interview. Assistenten spørger bl.a. eleverne om, hvem de vil interviewe og hvorfor, den beder eleverne lave et tankemylder om, hvad de gerne vil vide noget om, og den vejleder eleverne i valg af spørgeteknik og interviewform. På det skærmbillede eleverne er nået til her, introduceres de for de faglige begreber åbne og lukkede spørgsmål. På et whiteboard forklares kort, hvad forskellen er, og eleverne anmodes om at skrive de åbne spørgsmål, de kan komme på. På de følgende sider skal eleverne sortere i spørgsmålene og overveje, hvad deres interviewperson kan finde på at svare, og de skal overveje, hvad de selv kan give af opfølgende spørgsmål.

Når eleverne har været igennem den interaktive assistent, samles relevante svar i en oversigt, der kan fungere som en interviewguide, de kan diskutere med deres lærer. Derigennem bliver lærerens opgave at fungere som faglig konsulent. Computeren er assistent for læreren, der kan fokusere på de helt centrale opgaver i lærergerningen, nemlig indlevende, intelligent og kreativ faglig vejledning.

En Praksis-Stilladserende Interaktiv Platform, eller kort: en PracSIP, har – som eksemplet ovenfor viser - til formål at løse nogle typiske problemer i projektarbejde, og når man vil skabe praksisfællesskaber i skolen.

Ordet praksis angiver, at der er tale om en situation, hvor nogle deltagere arbejder sammen om at løse en opgave, hvor deltagerne gennem tid har udviklet nogle redskaber, og hvor de har forskellige roller og forskellige erfaringer. Begrebet stilladsering er udviklet af Wood, Bruner og Ross til at beskrive, hvad det er en voksen gør, når hun hjælper et barn med at løse en opgave, der egentlig er for svær for barnet. Fx vælger den voksne brikkerne til et puslespil og giver dem til barnet efterhånden, som det har brug for dem, måske med en bemærkning om, at ”den skal være dér”. Når barnet bliver bedre, kan den voksne nøjes med at give brikkerne, og til sidst kan barnet selv lægge puslespillet. Den voksne har altså bygget et stillads op om barnets puslespil og har efterhånden fjernet stilladset, så barnet til sidst selv kan klare opgaven.

Når der er tale om et praksis-stillads, er det naturligvis væsentligt mere komplekst, end når der er tale om en simpel opgaveløsning. En Praksis-Stilladserende Interaktiv Platform skal således støtte eleverne i at udvikle kompetencer til at indgå i et praksisfællesskab, uden at der er nogen eksperter til at føre dem ind i praksissens tankerammer, formidle dens regler, lære dem at håndtere redskaberne samt vise dem, hvordan opgaver løses og ansvar fordeles.

Platformen er interaktiv, dvs. at den reagerer på deltagernes input og tilpasses efter deres situation, status og stadie i arbejdet. Ordet platform er valgt for at angive, at det er både teknologien (computeren, internettet og softwaren) og mediet (skærmen), der udgør det redskab, man arbejder med.

Erfaringerne fra avisarbejde i skolen peger på to meget centrale opgaver for en PracSIP: Den skal stilladsere ved at organisere samarbejdet mellem eleverne og ved at strukturere elevernes arbejdsproces. Teorien om praksisfællesskaber tilføjer desuden, at en PracSIP skal stille relevante redskaber fra det delte repertoire til rådighed for deltagerne. 

En PracSIP skal således få eleverne fokuseret på de aspekter af praksisfællesskabet, som aktualiserer relevante kompetencer, og den skal understøtte elevernes udvikling af de faglige kompetencer. Alt i alt skal en PracSIP reducere kompleksiteten i praksis.

Eleverne skal gerne udvikle kompetencerne til selv at organisere sig gennem at arbejde med PracSIP'en, de skal blive i stand til selv at gennemføre alle faser af arbejdet, og de skal udvikle de faglige kompetencer, der er nødvendige, så de til sidst ikke har behov for PracSIP'ens hjælp.

Den amerikanske motivationsforsker Martin Ford har opstillet en "formel" for motivation. Ford skriver sin formel som Motivation: Mål x personlig handleselvtillid x følelser.

Ser man på Ekstra Bladets første brugerundersøgelse, ser det ud til at Redaktionen er en succes:

Årsagen til succesen kan forklares med Fords formel. Formlen skal forstås som en angivelse af, at motivation på en kompleks måde er afhængig af de tre faktorer. Der skal med andre ord være et mål, som er til at forstå, og som man ønsker at nå. Man skal have tillid til, at man kan klare opgaven, og til at omgivelserne har tillid til, at man kan klare den, og man skal opleve sammenhængen man indgår i, som rar og stimulerende. Hvis blot én af de tre faktorer mangler eller er lav, bliver motivationen tilsvarende manglende eller lav.

Et praksisfællesskab fremmer oplevelsen af, at der er et mål med arbejdet. Men de to andre faktorer kan være sværere at fremme i en sådan sammenhæng. For det er ret svært at være journalist, og det kan være ubehageligt at opleve en så kompleks opgave, som det er at skulle researche, tilrettelægge og skrive en artikel til en avis. En Praksis-Stilladserende Interaktiv Platform gør det muligt at løse alle de udfordringer, der er med at organisere et praksisfællesskab, den understøtter eleverne i de processer de skal igennem, og den stiller de redskaber til rådighed eleverne har brug for.

Bundsgaard, Jeppe (2008): PracSIP: Practice Scaffolding Interactive Platform (Præsenteret ved konferencen Designs for Learning, Stockholm marts 2008).

Bundsgaard, Jeppe (2005): Bidrag til danskfagets it-didaktik. Ph.d.-afhandling. Odense: Forlaget Ark. www.did2.bundsgaard.net

Bundsgaard, Jeppe og Lisbet Kühn (2007): Danskfagets it-didaktik. København: Gyldendal. Website om bogen: www.it-didaktik.dk

Ford, Martin E. (1992): Motivating Humans: Goals, Emotions, and Personal Agency Beliefs. Newbury Park: Sage Publications.

Pea, Roy D. (2004) The social and technological dimensions of “scaffolding” and related theoretical concepts for learning, education and human activity. The Journal of the Learning Sciences, 13(3), 423-451.

Lave, Jean & Etienne Wenger (2003): Situeret læring og andre tekster. København: Hans Reitzels Forlag.

Wood, David, Jerome Bruner & Gail Ross (1976). The Role of Tutoring in Problem Solving. Journal of Child Psychology and Psychiatry. Vol. 17.

Ekstra Bladets skoleweb:www.ekstrabladet.dk/skole