Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Del med…
Web 2.0: Hvad er det ?
Resumé
Af John R. Mirland, UNI-C30/07 2007
Alle taler om det, synes man. Blogs, podcasts, RSS feeds, semantik og et socialt web. Men hvad er det for noget alt sammen? Er nettet som vi kender det pludseligt blevet opgraderet til en ny og bedre version? Læs videre her for at blive præsenteret for historien, begreberne og teknikken bag.
Ved den første Web 2.0 konference i 2004 opstod konceptet omkring Web 2.0 under en session med O'Reilly's Dale Dougherty og John Battelle.
Konferencen tog udgangspunkt i teorien om, at dot.com-kollapset havde affødt en naturlig udvikling af nettet og dets funktioner.
Nettet skulle defineres som en udviklingsplatform på lige fod med et traditionelt OS (Operativ System). Som følge deraf begyndte man at se på nye muligheder for interaktion- og applikationsdrevne websites.
En evigt voksende datamængde og tilgangen til denne skulle være den drivende kraft sammen med brugernes interaktion.
Hvor man ofte så information på Web 1.0 (Bemærk: Web 1.0 er en betegnelse, der først er opstået efter Web 2.0 og måske mest af marketing-hensyn for at kontrastere nyt og "gammelt") som en samling dokumenter ser man i Web 2.0 information som "mikro-indhold". Information og data som bidder og dele af indhold, der i kraft af brugernes valg samles i nye kontekster til et samlet indhold - der igen optræder som mikroindhold i andre sammenhænge.
Mikro-indhold repræsenteres ofte i form af
RSS - en simpel måde at få distribueret sine nyheder til abonnenter, der så skal anvende speciel software for at kunne læse dem.
Blogs - oprindeligt en form for digitale dagbøger der nu mere har antaget form af regulære hjemmesider. Indholdet er typisk en blanding af dagbog, meninger om specifikke emner og links til andre "bloggere".
Podcasts - digitale lydoptagelser typisk i.mp3-format af hjemmeproducerede radiopro-grammer eller fra store udbydere som Danmarks Radio. Man abonnerer på samme måde som RSS, downloader filen til sin afspiller og lytter, når man har tid og lyst.
Webservices - Webservices er systemer, der er designet til at kunne interagere med andre systemer over netværk. En typisk webservice er f.eks., når man på en EMU-side kan se udtræk fra SkoleKom.
Set ud fra et brugersynspunkt er Web 2.0 applikationerne et fremskridt. En stor del af applikationerne gør livet nemmere for brugerne med hensyn til bogmærkehåndtering, fotoarkiver, projektstyring osv. Men den typiske bruger anvender en blog.
Nettet oversvømmes af blogs om alt og ingenting og blog-skribenter kommenterer hinandens blogs, linker til egne og andres, og blog-begrebet er på sin vis stærkt på vej til at blive en erstatning for de traditionelle hjemmesider.
Blog's supplerer typisk deres indhold ved at hente- og servere information via RSS, og en del præsenterer podcasts som en del af deres indhold.
Web 2.0 websites kommer typisk til at virke som en kollektiv informationssamling, hvor den dynamiske fællesmængde af brugernes viden (f.eks del.icio.us og Wikipedia ) repræsenterer indholdet.
Det er evnen til at samle større og mindre mængder data og information dynamisk i varierende sammenhænge og genbruge det i ny kontekst (website), der karakteriserer den typiske Web 2.0 web-applikation. Indhold er mere dynamisk og samtidig mere amorft, end man tidligere har set.
Øjeblikkets største søgemaskine og nærmest et symbol på Web 2.0, Google, bygger vurderingen af sine søgeresultater på mængden af referenter til et givet website og bliver således udtryk for webbrugernes samlede erfaring og anbefaling.
Et marketingsynspunkt opsummerer dette:
Network effects from user contributions are the key to market dominance in the Web 2.0 era. (Tim O'Reilly: What Is Web 2.0 )
Web 2.0 omtales ofte som "socialt web" på grund af måden data udveksles og udvikles på af brugerne. Hidtil har de måttet tage, hvad de kunne få, i en statisk indholdsverden og har kun sjældent interageret med hinanden udover på foraer og chat. Ingen af disse medier involverer dog den udveksling af data man ser i Web 2.0-applikationer.
Specielt i kommercielle sammenhænge har man anset nettet som et appendiks til offline-applikationer eller blot som et marketing-element. Flere, især mindre nystartede, firmaer begynder at se mulighederne i nettet som en selvstændig udviklings- og ikke mindst afviklingsplatform på lige fod med traditionelle offline-applikationer.
Man har tidligere forsøgt at introducere personalisering af websites uden større held. Brugerne var tilsyneladende ikke interesserede i at påvirke et website i forhold til deres egne behov. Mere sandsynligt er dog at brugerne ikke mentalt var klar, da man præsenterede dem for ideen.
Web 2.0 er blevet muligt, fordi alt har flyttet sig. Brugerne er blevet mere erfarne, forbindelserne er blevet bedre, og udviklernes muligheder er blevet større, fordi teknologien er blevet dybere forankret.
I dag kan alle skrive deres egne nyheder inden for et givet område, dele dem med andre via RSS og trække andres nyheder ind via deres RSS feed. De kan endda lave deres egen radio eller tv-kanal som podcast, og folk kan abonnere på den gennem deres RSS læser eller måske endda en online RSS/bogmærke/desktop-erstatning som Netvibes.
Der sker en demokratisering af medierne, og indtil videre er de traditionelle og kommercielle medier hægtet af, da de med ét blot repræsenterer en mikroindholdsleverandør på lige fod med alle andre.
En bieffekt af denne udvikling kan være en udvanding af værdien af den tilgængelige information, og set udfra et kildekritisk synspunkt bliver det endnu sværere for brugeren at sortere til og fra.
Web 2.0 websites kræver et design, der er mere generisk, fordi indholdet er mere foranderligt end tidligere. Ønsket om at lade brugerne kunne påvirke design og definere indhold betyder, at det grafiske udtryk er blevet mere simplificeret.
Hovedopgaven for den moderne grafiker og webdesigner er at designe noget, der mest af alt minder om flyttekasser. Han ved ikke, hvad der vil blive fyldt i dem, men de skal kunne holde til det, ikke gå i stykker under vægten og stadig som minimum ikke være alt for grimme.
Indhold og data som den styrende faktor bliver afgørende for oplevelsen af et website. Æstetik gøres sekundært i forhold til funktionalitet, og webdesigneren/grafikeren bliver i højere grad til interaktionsdesigner.
"Web 2.0… is about making the Internet useful for computers." som Amazon.com's CEO Jeff Bezo udtaler.
Web 2.0's dynamik betyder, at der skal anvendes en del teknologi for at holde styr på indholdet.
Det er ikke muligt for brugere at holde styr på indholdets placering og status på nettet uden hjælp fra teknikken. Med mikroindhold bliver det sværere at afkode afsenderen og dennes "adresse". Konkret betyder det, at man skal designe til maskiner mere end til mennesker.
Web 2.0 er starten på det semantiske web som en naturlig progression fra det mere tilfældige og generelt ustrukturerede net vi har kendt hidtil.
I HTML er det meget begrænset, hvilke elementer der er til rådighed til at beskrive et dokuments indhold andet end dets mest overordnede strukturelle elementer såsom overskrifter, paragraffer, lister osv.
Et menneske kan med sin associationsevne godt gennemskue indholdet af en webside, uden at indholdsdelen er stramt og logisk struktureret. Det kan en maskine ikke. Derfor er det nødvendigt at strukturere og definere indhold mere systematisk end tidligere. Til dette formål anvender man XML som nævnt ovenfor.
Når maskinerne kan afkode indholdsstrukturer, kan de også servere det til brugerne som forventes udfra prædefinerede modeller. Den endelige implementation af dette kaldes "Semantic Web" eller blot "Web 3.0".
Semantisk korrekt indhold kan meget forsimplet forklares med, at f.eks. en "Overskrift 1" altid står før en "Overskrift 2" - altså at den logiske sammenhæng mellem indhold og indholdets struktur er bestemmende for afkodningen af samme.
Ganske som i overgangen fra "1.0" til 2.0 er det også en naturlig proces, der følger af en mere avanceret teknologi og et større erfaringsgrundlag for, hvordan tingene bør hænge sammen.
Web 2.0 websites kræver et design, der er mere generisk, fordi indholdet er mere foranderligt end tidligere. Ønsket om at lade brugerne kunne påvirke design og definere indhold betyder, at det grafiske udtryk er blevet mere simplificeret.
Hovedopgaven for den moderne grafiker og webdesigner er at designe noget, der mest af alt minder om flyttekasser. Han ved ikke, hvad der vil blive fyldt i dem, men de skal kunne holde til det, ikke gå i stykker under vægten og stadig som minimum ikke være alt for grimme.
Indhold og data som den styrende faktor bliver afgørende for oplevelsen af et website. Æstetik gøres sekundært i forhold til funktionalitet, og webdesigneren/grafikeren bliver i højere grad til interaktionsdesigner.
I takt med at udviklere og ikke mindst brugerne har taget ideerne om et socialt web, mikroindhold og semantik til sig, er Web 2.0 blevet en konkret og indflydelsesrig del af nettet.
Web 2.0 repræsenterer overgangen fra en statisk informationsteknologi opdelt mellem on- og offline indhold og funktion til en hybrid, hvor brugerne får alle fordelene af en kollektiv bevidsthed og funktionalitet, der ikke skelner mellem off- og online status.
Fremtidens brugere vil imidlertid skulle fremvise en større kildekritisk evne end hidtil, da det oftest vil være umuligt at afkode ophavet til en given datamængde i form af mikroindhold i takt med, at data opsplittes, indsamles og kombineres af software.
Den øgede interaktivitet vil kræve et højere engagement fra brugernes side, da nettets funktionaliteter med links og formularer som basal interaktion suppleres med langt mere komplekse koncepter, der udnytter brugergrænsefladens muligheder.
Udviklernes ansvar vil være at sørge for, at data i form af mikroindhold ikke bare kan afkodes af maskiner som sematisk korrekt men også indeholde information som ophav og tilsigtet brug. Ligeledes vil de nye brugergrænseflader kræve en stor forståelse for menneskelig interaktion og forventning.
Det kollektive web vil ikke mindst kræve en ændring af juridiske begreber så som ophavsret, der ellers nemt vil kunne bremse adgangen til mikroindhold fra professionelle leverandører og dermed afgrænse information på et græsrodsniveau.
