Mobil læring motiverer
Resumé
Af Anne-Marie Mosbech, journalist23/02 2007
Den mobile platform PDA er et stærkt undervisningsredskab. Teknologien appellerer til de elevgrupper, det ellers er sværest at nå og får dem til at arbejde - sammen og hver for sig - på helt nye måder.
"PDA'en har været herrefed. Jeg har siddet med den hvert eneste frikvarter."
Sådan beskriver en tosproget dreng sin oplevelse af DR-Undervisnings sprogprojekt, Hip Hop, hvori den mobile platform PDA'en [1] var et af redskaberne til læring.
"Projektets formål var at udvikle et undervisningsmateriale til folkeskolens ældste klasser, der tager udgangspunkt i især de tosprogede elevers hverdag, og samtidig motiverer dem til at arbejde aktivt med sprog og sproganalyse", fortæller redaktør Anja Lundberg Andersen fra DR-Undervisning.
Om
Nyhedsbrev
Både temaet hip hop og den mobile læringsform blev valgt for at fange elevernes interesse og dermed øge deres motivation.
Anja Lundberg Andersen forklarer:
"Vi interviewede målgruppen og fandt ud af, at de interesserede sig meget for hip hop-kulturen, og at mobiltelefonerne spillede en vigtig rolle i deres hverdag. Det var helt vildt vigtigt, at de kunne alle mulige mærkelige ting. Det blev grundlaget for, hvordan vi kunne bringe det element af teknik ind i undervisningen."
Alle elever fik udleveret en PDA, som blev deres personlige arbejdsredskab i løbet af den uge, projektet varede. På PDA'erne lå, udover de medfølgende applikationer, som for eksempel Microsofts officepakke, ti videoklip om hip hoppens historie og en applikation, hvor eleverne kunne lave deres egen rapmusik.
Eleverne nøjedes ikke med at bruge det indhold, der var installeret til projektet eller med at løse de opgaver, de fik besked på. De arbejdede videre med PDA'ens muligheder, for eksempel ved at tage billeder med deres mobiltelefoner og bluetoothe, det vil sige overføre dem trådløst til PDA'en, hvor de lagde dem som baggrundsbilleder.
"Noget vi i vores vildeste fantasi ikke havde forestillet os. Men det skete jo bare. De fandt også rigtig hurtigt ud af, at én spillede beatet på sin iPod og en anden, der havde rappet på sin PDA, kunne mixe det. Sådan var det."
Det, at eleverne kan være medskabende og selv samle informationer, gør at eleverne, og særligt de, der plejer at miste koncentrationen i klasseundervisningen, bliver mere motiverede end ellers. Desuden fungerede hip hop-projektet rigtig godt som sprogundervisning.
"Lærerne oplevede, at eleverne lavede klassisk sproganalyse. Fandt rimord og rimpar. Snakkede strukturopbygning i deres vers. Eleverne vidste bare ikke, at det var det, de gjorde", siger Anja Lundberg Andersen og fortsætter: "Jeg tror, man får fat i nogen, man ellers ikke ville ramme."
Lige meget, om man tænker i PDA'er, 3G-mobiltelefoner, traditionelle mobiltelefoner, IPods, MP3-afspillere eller digitale kameraer, er udfordringen at udvælge, tilrettelægge og skabe et indhold, hvor brugerne klart kan se en fordel i at bruge den valgte metode. Det fortæller Camilla Bartholdy, der er ansvarlig for m-learning-afdelingen i e-learningfirmaet Courseware. Hun understreger samtidig, at det skal være meget konkrete behov, der skal løses med de mobile platforme. Men hun opfordrer til at udnytte mobiltelefonerne, fordi de åbner for nye aktiviteter, undervisnings- og samarbejdsformer, der kan skabe synergi for både elever og undervisere.
"Det handler bare om at tage den mobile enhed og bruge den aktivt i undervisningsforløbet, i stedet for at den skal ligge slukket i tasken", siger hun, og hendes kollega Mette Lund, pædagog og multimediedesigner beskriver, hvordan hun ser mobilen udnyttet som arbejdsredskab i felten:
"Hvis eleverne er på studietur ved Vadehavet, kan kommunikation og opgaver mellem grupper og lærere formidles via den mobile enhed. Gruppen i marken kan sende e-mails hjem til basen med vedhæftede billeder, lyd eller videoclips. Og de kan bruge Messenger [2], mens de er i marken, til debat og problemløsning mellem grupperne".
Erfaringen fra hip hop-projektet viser også, fortæller Anja Lundberg Andersen, "at gruppearbejde med PDA'en fungerer bedre end gruppearbejde ved computeren. Eleverne har mere kontakt med hinanden, når de sidder med PDA'en i hånden, mens de har en tendens til at fokusere fuldstændig på skærmen og ikke på gruppemedlemmerne, når de sidder foran computeren."
Courseware har produceret en række mobile læringsforløb til sundheds- og transportsektoren samt landbruget, hvor forcen ved den mobilitet og håndterbarhed, som karakteriserer de mobile platforme, udnyttes optimalt. Det er programmer, som brugeren kan benytte i lige den specifikke situation, hvor der er et helt konkret behov. På stuegangen, i lastbilen eller ude i stalden.
En tanke, der overført til folkeskolen og de gymnasiale uddannelser kan inspirere til anvendelse i en lang række fag og for eksempel som tidligere nævnt i feltarbejdet. Men Anja Lundberg Andersen kommer også med tanker til for eksempel faget billedkunst:
"I billedkunst kan man gå ud og se på, hvilke former for skulpturer, street art eller graffiti, der er i lokalmiljøet. Så kan man samle op i klassen og se, hvad de andre har fundet."
Desuden giver det at have undervisningsmaterialet i baglommen eleverne mulighed for at udnytte tiden hjemme, i bussen, eller hvor de nu måtte øjne chancen for at gennemse materiale, træne matematik eller sprogopgaver.
En anden fordel ved de mobile platforme er, at eleverne kan vælge, om de vil sidde for sig selv, eller være sammen med andre.
"Det var muligt at sætte sig ned i et hjørne og sidde alene og skrive rappene ind, hvis det var det, man havde brug for … Nogle af dem, som lærerne karakteriserede som de stille piger, fik også produceret noget. De ville ikke rappe for klassen, men de sad selv og skrev nogle fine ting og fik også brugt sproget og udtrykt sig kreativt. Jeg tror vi fik nedbrudt en barriere", fortæller Anja Lundberg Andersen og tilføjer, at nogle af drengene havde det modsatte behov og benyttede frikvartererne til at lade deres kammerater høre deres raps, og at dobbelt så mange elever havde været aktive i timerne i den uge end ellers.
"M-læringsprogrammer produceres ligesom e-læring, bare til en lille skærm, og det sætter nogle helt naturlige begrænsninger, hvis man skal producere indhold til platformene", fortæller Camilla Bartholdy.
Disse begrænsninger kommer brugerne til gode, fordi det tvinger udviklerne til at tænke i meget visuel og auditiv formidling, en form der tilgodeser de svagtlæsende, ordblinde, fremmedsprogede og andre med problemer med at tilegne sig læring via tekst.
Hvis de mobile platforme anvendes uden fagspecifikke applikationer, er det i stedet læreren, der skal tænke i visuelle og auditive baner og finde ud af, hvordan eksisterende materialer og viden kan udnyttes med den nye teknik. For eksempel synes Anja Lundberg Andersen, at mediet er rigtig spændende til at skabe paralleluniverser:
"Eleverne skal jo lære at orientere sig i fortid, nutid og fremtid, og der kan man sige, at mediet virkelig gør det tydeligt … For eksempel hvis du sender dine elever et arkivklip fra Strædet i København, der hvor Søren Kierkegaard boede, og så beder dem tage hen til det sted og se, hvordan det ser ud. Mens de står foran H&M, som ligger i den bygning nu, kan de tage billeder til sammenligning og lytte til en audiofil med en tekst af Kierkegaard", fortæller hun.
Hvis mediet skal virke, og man skal kunne udnytte de mobile platforme eleverne allerede har, så skal opgaverne være meget konkrete. Projekter skal tænkes ind i læreplanen, som var det en almindelig bog og tages lige så seriøst som alle mulige andre medier.
Det er vigtigt at tænke på, hvad der kan virke motiverende på eleverne og så bare udnytte, at de har små multimedieenheder med sig.
"Det er ikke et unikt læringsredskab, men et redskab, der kan hjælpe i nogle situationer", siger Camilla Bartholdy, der også er påpasselig med at forestille sig skræddersyede m-læringsprogrammer til for eksempel folkeskolen lige foreløbig. Det er dyrt, og kun en del elever har de nye 3G-mobiltelefoner, som det er relevant at udvikle til.
"Jeg vil derimod opfordre til at udnytte mobiltelefonerne med de funktionaliteter de har, og så kunne det være interessant at få for eksempel Socialministeriet interesseret i at være med til at udvikle en portal om sexualitet", siger Camilla Bartholdy. Herfra ville elever og lærere kunne downloade mobile læringsprogrammer.
Anja Lundberg Andersen forestiller sig, at: "I den bedste af alle verdener ville man tage et billede af graffiti på det lokale torv, og så ville man uploade det til skolens server og så få det op på et interaktivt whiteboard i klassen, hvor man så kan tegne linjer og se, hvor det gyldne snit ligger. Billedanalyse for hele klassen."
Enkelt og vedkommende.
Noter
- PDA'en er en håndholdt computer, Personal Digital Computer. Der findes mange forskellige slags, men de fleste har en trykfølsom skærm, som aktiveres med en stylus, en lille plastikpen. Nogle af dem har et fysisk tastatur, ellers skriver man ved hjælp af et tastatur på skærmen.
- Messenger er en diskussionsfunktion, hvor flere personer, via deres it-platform, kan skrive sammen uden mærkbar tidsforsinkelse, i modsætning til diskussion via e-mail eller nyhedsgrupper.
Links
- www.m-learning.org En portal for et EU udviklingsprojekt, der har til formål, at uddanne udsatte unge, der er faldet ud af uddannelsessystemet ved hjælp af mobile platforme. Mange inspirerende scenarier og gode beskrivelser af teknikkens anvendelse.
- www.m-learning.dk E-learning-firmaet Coursewares portal, med demoer og beskrivelser af en række programmer, de har produceret til PDA'en.
- Coursewares visuelle præsentation af mobile learning: flyer1-2.pdf
- www.wikipedia.org/wiki/M-learning Faktuel beskrivelse af de forskellige teknikker, der kan anvendes til mobil læring.
- "Tag mobilen med i undervisningen" artikel af Ole Iversen, Institut for Informations- og Medievidenskab, Aarhus Universitet, Designværkstedet, januar 2004:
http://design.emu.dk/artiker/0402-mobilen.html - "Brugerdreven innovation - idégenerering med brugeren i centrum, artikel af Iben Larsen, cand.mag. i Medievidenskab, Designværkstedet, oktober 2005:
http://design.emu.dk/artikler/0540-brugerdreven.html - "Med it på lommen - mobilteknologi til nomadisk læring" artikel af Ole Sejer Iversen, Institut for Informationsvidenskab, Aarhus Universitet & ph.d.-studerende Frank Allan Hansen, Datalogisk Institut, Aarhus Universitet, Designværkstedet, maj 2006:
http://design.emu.dk/artikler/0619-mobiltek.html

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg





