Påvirker æstetisk design brugeroplevelsen?
Resumé
Af Julia Gardner, UNI•C Usability21/04 2006
Usability-faget har tradition for at fokusere på brugernes betjening af funktioner og på vurdering af selve indholdet på websteder. I de seneste år er der imidlertid opstået ny interesse for at forstå betydningen af æstetisk design. Spørgsmålet bliver udforsket ud fra mindst to forskellige synsvinkler, der begge har konsekvenser for brugeroplevelsen:
1. Website-æstetik påvirker brugerens tilfredshed samt oplevelsen af brugbarhed.
2. Website-æstetik påvirker webstedets troværdighed og dermed brugerens tillid.
De to forskningsområder gennemgås nedenfor.
- samt oplevelsen af brugbarhed
Kontrollerede eksperimenter udført af japanerne Masaaki Kurosu og Kaori Kashimura og efterfølgende af israeleren Noam Tractinsky viser, at attraktive redskaber virker bedst. Med udgangspunkt i to applikationer med identiske funktioner men forskelligt design dokumenteres det, at æstetisk designede systemer betragtes som nemmere at betjene end systemer, der opfattes som grimme. Dette gælder både, når man måler på brugernes forudantagelser, og når man udspørger dem efter, at de har brugt systemet.
Amerikaneren Donald Norman forklarer dette med udgangspunkt i kognitionsforskning. Forsøg viser, at positive følelser er afgørende for indlæringsevne, nysgerrighed og kreativ tænkning. Attraktive ting får brugerne til at slappe af, hvilket får dem til at tænke mere kreativt. Det påvirker brugssituationen af den simple grund, at det bliver lettere for brugerne at finde løsninger på de problemer, de løber ind i.
Den danske psykolog Gitte Lindgaard fremfører et andet kognitionspsykologisk argument for, at smukke ting opleves som nemme at bruge. Hun har gennemført forsøg, der viser, at mennesker i løbet af en brøkdel af et sekund beslutter sig for, hvilke websted-designs de kan lide, og hvilke de ikke bryder sig om. Når brugerne efterfølgende får lejlighed til at afprøve de pågældende websteder afgiver de samme dom over disse, som de gjorde på baggrund af 500 millisekunders fremvisning - det vil sige en fremvisning, hvor man kun lige når at opfatte de basale strukturer, men ikke kan genkende noget. Lindgaard forklarer det med udgangspunkt i andre eksperimenter, der demonstrerer, at hjernen gerne vil bekræftes i sine antagelser - hvis vi har truffet en bestemt beslutning, leder vi efter argumenter, der understøtter beslutningen. Dvs. hvis vi synes et websted er attraktivt, leder vi efter argumenter for, at det også på anden vis er godt designet.
Om Website-æstetik påvirker brugerens tilfredshed
Nyhedsbrev
- og dermed brugerens tillid
Baseret på 3 års forskning med spørgeskemabesvarelsen fra mere end 5500 brugere dokumenterer Stanford-forskeren B. J. Fogg, at æstetisk design påvirker opfattelsen af et websteds troværdighed. Et websted defineres som troværdigt, hvis brugerne har tillid til afsenderen (dvs. man stoler på, at vedkommende er sandfærdig, ærlig og ikke tendentiøs), og afsenderen betragtes som en ekspert (dvs. er vidende og har erfaring) inden for feltet.
I en særlig undersøgelse har Foggs team bedt knapt 2700 brugere om at vurdere, hvor troværdige 10 helt forskellige websteder var. En kodning af brugernes fritekstbesvarelser viste, at den langt overvejende begrundelse for at dømme et websted som troværdigt var "design look". Hele 46% fremhæver dette som den vigtigste faktor.
Med udgangspunkt i dette resultat har forskerne arbejdet videre med en "prominence-interpretation theory". I alt sin enkelthed går teorien ud på at vise, at brugerne laver en fortolkning på baggrund af det første, de bemærker på et websted, og at de herefter fælder en dom mht. troværdighed. Fogg forklarer dette som glorie-effekten: hvis én væsentlig kvalitet forefindes på et websted, forventer brugerne, at webstedet også er i besiddelse af andre afgørende kvaliteter. Teorien er i fin overensstemmelse med Lindgaards kognitionspsykologiske forklaringer.
Finnen Kristiina Karvonen påpeger, at brugerens tillid er særligt afgørende for e-handels-websteder. Det påvirker faktorer, som er fundamentale for gennemførelsen af online-transaktioner herunder spørgsmål om sikkerhed og privatliv.
Karvonens undersøgelser viser, at kvalitetsdesign og god betjening reducerer brugerens oplevelse af at befinde sig i risikobetonede situationer, fx når kreditkort-oplysninger skal oplyses. Hvis et websted opfattes som værende æstetisk, udviser brugerne større tillid, fx ved at afgive personlige oplysninger.
Om Website-æstetik påvirker websitets troværdighed
Nyhedsbrev
Hvad der kan betegnes som æstetisk eller smukt, har beskæftiget kunsthistorikere og filosoffer i hundredvis af år. Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at emnet er fuldstændigt marginaliseret inden for HCI-litteratur. Som Tractinsky skriver:
"In a sense the concepts of aesthetics and usability represent two orthogonal dimensions of HCI. Whereas aesthetics usually refers often to non-quantifiable, subjective, and affect-based experience of system use, usability is commonly measured by relatively objective means and sets efficiency as its foremost criterion".
Når man kigger på den eksisterende litteratur om æstetik, skriver Karvonen, at de æstetiske principper defineres ad hoc og ikke er baseret på forskningstraditioner. Der tales om "professional design" (forstået som design, der giver indtryk af at være lavet af en kompetent grafiker), "simplicity" og "pleasantness" uden yderligere forklaring.
Karvonen arbejder selv med begrebet "simplicity", som hun anfører, at usability-eksperter har været tilhængere af ud fra vinklen et "stripped design": alle smarte features og farver er fjernet. I spændingsfeltet imellem form og funktion kan man sige, at der alene er satset på funktion.
Karvonens forskning i Norden tyder imidlertid på, at brugerne foretrækker "simplicity" i forstanden "designet enkelthed", dvs. klart og rent som i den skandinaviske arkitektur.
Med udgangspunkt i den manglende klarhed har Lavie og Travinsky udført 4 studier (i lab såvel som real-life) med i alt 866 brugere i USA og Israel for at konkretisere begrebet æstetik. Deres særdeles systematiske arbejde peger på, at brugere vurderer websted-æstetik ud fra to forskellige dimensioner:
-
Klassisk æstetik
"Emphasize orderly and clear design and are closely related to many design rules advocated by usability experts". -
Ekspressiv æstetik
"Manifested by the designers' creativity and originality and by the ability to break design conventions".
Lavie og Travinsky har via litteraturstudier påvist, at disse dimensioner modsvarer faktorer, der er blevet opstillet inden for tilsvarende undersøgelser af landskaber og arkitektur.
Via faktoranalyse har de to forskere formået at opstille en liste over de 5 mest centrale be-standdele i de to dimensioner:
| Classical aestetics: | Aestethic design Pleasant design Clear design Clean design Symmetric design |
| Expressive aestethics: | Creative design Fascinating design Use of special effects Original design Sophisticated design |
Som led i undersøgelserne er de to dimensioner blevet målt i relation til brugerens vurdering af usability på de udvalgte websteder. Her viser det sig, at der er tydeligst korrelation mellem "klassisk æstetik" og "perceived usability". Hverken køn eller alder synes at påvirke denne vurdering, men det skal dog understreges, at der kun er gennemført test med voksne.
Klassisk æstetik synes således at være forbindelseslinjen imellem usability og æstetik. Det står imidlertid klart, at begge æstetiske dimensioner spiller en vigtig rolle, når brugerne vurderer et websted. Som Lavie og Tracktinsky skriver:
"Our work reveals that users judge web sites on both of these dimensions. They consider the aesthetic qualities of the disciplined, clear and controlled design that follows the classi-cal rules. At the same time they also appreciate the expressive and innovative attempts of designers as contributions to the aesthetics of web sites."
Hvis man vil afklare, hvorvidt ens websted sender de ønskede æstetiske signaler til mål-gruppen, må man justere sine teknikker, når man laver usability-test. Amerikaneren Kara Pernice Coyne er en af de få usability-eksperter, der har beskæftiget sig professionelt med emnet. Hun foreslår bl.a. følgende metoder:
- Væn dig til at iagttage brugerens ansigtsudtryk særdeles omhyggeligt. Det er særligt vigtigt at registrere reaktionen, lige når produktet "afsløres" for brugeren. Løftede øjenbryn, smil, rynkede næser etc. kan afsløre meget, som ikke efterfølgende bliver sagt med ord. Det vil typisk være nødvendigt at lave videooptagelser af brugeren for at kunne følge disse reaktioner i detaljer. Vær meget opmærksom på, at både smil og panderynker kan være udtryk for det modsatte af det, man forventer: Brugeren kan finde på at le, fordi han simpelthen ikke kan finde ud af at bruge produktet, og han kan rynke panden af lutter koncentration, ikke fordi han er utilfreds.
- Lad brugeren sammenligne dit websted med andre websteder, der beskæftiger sig med samme emne. De konkurrerende websteder skal udvælges, så de er indbyrdes meget forskellige mht. design men ens mht. funktion/indhold. Under testen vil brugerne typisk knytte flest kommentarer til de produkter, de foretrækker. Husk i øvrigt at ændre på rækkefølgen de enkelte websteder vises i under hver test, så der ikke opstår en util-sigtet effekt med, at det sidst afprøvede produkt er nemmest at huske.
Bed efterfølgende brugeren lave en skriftlig evaluering af hvert produkt fx ved at give karakter til forskellige aspekter af produktet inklusiv "hvor smukt det er".
Metoderne kan kun anvendes på færdigudviklede produkter, som netop er karakteriseret ved, at designet er helt på plads.
Bemærk at det er vigtigt at sørge for en ligelig fordeling på mandlige og kvindelige delta-gere under test som disse. En undersøgelse lavet på University of Glamorgan viser, at der er stor forskel på, hvordan de to køn reagerer på internet-design. Mænd og kvinder har forskellige designpræferencer, og det bør der tages højde for i en test af websted-æstetik [9].
- Kristiina Karvonen: "The Beauty of Simplicity". Proceedings on the 2000 conference on Universal Usability.
Adresse: http://portal.acm.org/citation.cfm?id=355478 - Donald Norman: "Emotional Design", Basic Books, 2003.
Adresse: http://www.jnd.org/dn.mss/CH01.pdf - Tractinsky, N. (1997): "Aesthetics and Apparent Usability: Empirically Assessing Cultural and Methodological Issues". CHI 97 Conference Proceedings, Atlanta, March 22-27, 1997), ACM, New York, pp. 115-122
Adresse: http://www.acm.org/sigchi/chi97/proceedings/paper/nt.htm - Tractinsky, N., Shoval-Katz A. and Ikar, D. (2000): "What is Beautiful is Usable"
Interacting with Computers, 13(2): 127-145.
Adresse: http://www.ise.bgu.ac.il/faculty/noam/papers/00_nt_ask_di_iwc.pdf - Talia Lavie, Noam Tractinsky: "Assessing dimensions of perceived visual aesthetics of web sites", Int. J. Human-Computer Studies 60 (2004) 269-298
Adresse: http://www.ise.bgu.ac.il/faculty/noam/papers/04_tl_nt_ijhcs.pdf - Stanford Guidelines for Web Credibility
Adresse: http://credibility.stanford.edu/guidelines/index.html - Pia Jønsson: "The push and pull of the 5 main aspects - in the production process"
4. december 2000
Adresse: http://design.emu.dk/artik/00/48-nr.html - Kara Pernice Coyne: "Evaluating emotional design". Foredrag på konferencen: "User Ex-perience 2003"
- University of Glamorgan: "Key Website Research Highlights Gender Bias"
Adresse: http://www.glam.ac.uk/news/releases/003056.php - Christine Perfetti: "5-Second Tests: Maesuring Your Site's Content Pages"
Adresse: http://www.uie.com/articles/five_second_test/

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg
