E-læring

E-læring som begreb bruges i dag for mig at se først og fremmest som et læringsmiddel, ikke en undervisningsmetode og ikke et særligt undervisningssystem i sig selv, men et middel, som involverer brugen af et eller flere elektroniske redskaber i forskellige sammenhænge.

Begrebet e-læring er direkte oversat fra det engelske e-learning. Udviklingen er gået i retning af, at ordet læring har vundet indpas i det danske sprog, og når man vælger at bruge ordet læring, siger man samtidig noget om sit læringssyn. For mig indebærer sprogbrugen, at indsigt og forståelse ikke kan overføres fra en person til en anden, men at det er noget dynamisk, som den lærende må bygge op i en aktiv, ofte besværlig og tidkrævende proces. Der er altså tale om en individuel proces, men denne individuelle proces styrkes og beriges som oftest, når den foregår i en social sammenhæng fx i gruppe eller team.
E- er en forkortelse for elektronisk, og der tænkes her i første række på udnyttelsen af nogle af de muligheder og redskaber, en moderne computer tilsluttet internettet åbner for. Sådanne elektroniske redskaber kan fx bestå i

• asynkron elektronisk kommunikation mellem kursister indbyrdes og/eller underviseren
• elektroniske konferencer for alle deltagere
• elektroniske konferencer for mindre grupper eller grupper på tværs af holddannelser
• elektroniske opslagstavler
• synkron elektronisk kommunikation
• chat
• demonstrationer
• simuleringer

Disse læringsredskaber kan i større eller mindre grad integreres i traditionel tilstedeværelses- eller fjernundervisning som en del af det samlede undervisningstilbud, og der tales så fx om blended-learning.

Den almindelige faktiske brug af ordet læring i e-læring er problematisk ud fra min opfattelse af, at det er et middel. Ordet sammenblander begreber, hvis indhold ikke umiddelfart kan forenes. Læring sker nemlig ikke blot, fordi man bruger en eller flere af ovennævnte elektroniske muligheder. Man kunne lave en analogi til den mere traditionelle undervisningssituation. Her skulle man så tale om p-læring, fordi papir langt hen ad vejen er det mest benyttede læringsmiddel fx i form af bøger, artikler osv. Men ordet papir-læring bruges vist ikke. Og ingen vil vel heller tale om, at der sker en læring, blot fordi man bruger papir. Det er udnyttelsen af papirets muligheder, der er med til at danne grundlaget for, at en læringsproces kan finde sted.

Underviser

Med integreringen af de ovenfornævnte redskaber er det vigtigt at være opmærksom på underviserens rolle. Udnyttelse af e-læring som læringsmiddel forandrer underviserens rolle og stiller nye krav i forhold til traditionel tilstedeværelsesundervisning. Kommunikationen ændrer sig fra at være verbal understøttet af mimik og kropssprog til i vid udstrækning eller fuldstændig at blive skriftlig, når der skal kommunikeres elektronisk. At være tvunget til at formulere alt skriftligt kan være en tidkrævende og vanskelig proces for både underviseren og den lærende. I Pædagogisk IT-kørekort Skole-IT (et landsdækkende efteruddannelsestilbud til undervisere i grundskolen, udviklet under Ministeriet for Børn og Undervisning og drevet af UNI•C) har såvel vejlederne (underviserne) som kursisterne givet udtryk for, at det opleves som en helt ny situation at være nødt til at skriftliggøre kommunikationen. Dette kan overraske, da begge persongrupper er vant til at bruge og beherske den skriftlige udtryksform i det daglige arbejde.

Materiale

Materialer/læringsmidler kan være udformet ud fra forskellige udgangspunkter. Et udgangspunkt kan være at præsentere en række informationer og data, som den lærende arbejder videre med. Ved udformningen skal tilrettelæggeren tage hensyn til, om læringsmidlet stilles til rådighed elektronisk eller er tilgængeligt i form af bog, mappe eller papirkopier. Den papirbårne fremtrædelsesform er statisk, hvorimod den elektroniske giver andre muligheder for den lærende, da den rummer mulighed for dynamik. Denne dynamik kan i sit udgangspunkt bidrage til øget differentiering. En enkel differentiering kan ske fx i form af en hypertekststruktur, hvor den lærende ved hjælp af link får mulighed for at fordybe sig, få en forklaring på en anden måde osv. En anden mulighed er at differentiere, således at den lærende har sin egen profil, som kan være forskellig fra andre deltageres på forskellige områder. På den måde giver den lærendes profil adgang til læringsmidler, der må anses for relevante for den pågældende, men måske mindre relevante for andre. Sådanne muligheder udnyttes ikke i alle tilfælde. Det er heller ikke ualmindeligt at se elektroniske materialer, som lige så godt ud fra et indholdssynspunkt kunne være leveret til den lærende i den statiske, trykte form.

Et andet udgangspunkt kan være materialer i form af applikationer (”programmer”), som den lærende skal tilegne sig brugen af for at udvide sine læringsmuligheder, og de stiller andre krav til både den lærende og det tekniske udstyr, der skal være til rådighed, og ikke mindst til den pædagogiske tilrettelæggelse.

Det er den pædagogiske tilrettelæggelse, holdning og tænkning, der afgør valg af teknologiske redskaber, muligheder og løsninger – og ikke omvendt. Teknologien bør ikke være bestemmende for hvilket pædagogisk fundament, der lægges til grund for opbygningen af undervisningsforløbet. Teknologien skal understøtte og udvide læringspotentialet for den lærende, men tilegnelse af brugen af en applikation eller en teknologi kan i sig selv rumme et værdifuldt læringspotentiale.

I det tidligere omtalte kursusforløb Pædagogisk IT-kørekort var det tydeligt, at arbejdet med forskellige multimedieværktøjsprogrammer åbnede for mange kursisters lyst til at afprøve og udforske muligheder, som lå ud over kursets formelle indhold. Den lærende overskred så at sige en grænse ved at blive ”opslugt” af tilegnelsesprocessen. Læringen blev i højere grad styret ud fra et reelt ønske hos den lærende om at lære sig mere end ud fra de mere eller mindre formelle krav i kursusindholdet.

Naturligvis kan man ikke se bort fra, at teknikken skal fungere, men en velfungerende teknik som basis for integration af forskellige teknologier er ikke ensbetydende med et velfungerende undervisningsforløb. De nyeste teknologiske landvindinger redder ikke en dårlig pædagogisk tilrettelæggelse, hvorimod en god pædagogisk tilrettelæggelse kan udvide den lærendes muligheder, selv om de teknologiske muligheder er begrænsede. Erfaringerne fra Pædagogisk IT-kørekort viser, at det ikke er nødvendigt at have den seneste udgave af dette eller hint program for at få et stort personligt udbytte.

I tilrettelæggelsen af et undervisningsforløb er målet med forløbet naturligvis det overordnede. Valget af læringsmidler og metoder, der tages i anvendelse, hvilken form materialerne har, hvad de indeholder, og hvordan de præsenteres, bestemmes af det pædagogiske design, som tilrettelæggeren anser som det mest velegnede til at nå målet. Heri indgår også kendskabet til målgruppen, som en vigtig faktor.

En del af forberedelserne i tilrettelæggelsen er et forsøg på en kortlægning af målgruppens forhold til og forudsætninger for at udnytte de e-læringsmidler, der tages i anvendelse i forløbet, således at dette kan afspejle sig i hele forløbet. Med integration af e-læring som en del af et læringsforløb spiller målgruppens forhold til fx at arbejde med tekster på en skærm en betydende rolle. Hvis skærmarbejde og –læsning er noget uvant, må det resultere i en opbygning og et indhold, som er anderledes i forhold til en målgruppe for hvem skærmarbejde og -læsning er en rutine. Hvis målgruppen ikke kan opdeles så entydigt, må man tage højde for det i de muligheder, man vælger at stille til rådighed i forløbet.
Hvis kommunikation via e-mail eller konferencer er en obligatorisk del og ikke kun et tilbud eller en mulighed, må der fokuseres på den lærendes fortrolighed med at udtrykke sig skriftligt i forhold til underviseren eller alle deltagere, ligesom det - som tidligere nævnt - stiller krav til underviseren og den rolle, han eller hun har som underviser, vejleder og samarbejdspartner. Man må tage udgangspunkt der, hvor den lærende befinder sig, og arbejde derfra. For den lærende kan det være en kæmpesejr at overvinde den barriere, der kan ligge i at skulle udtrykke sig skriftligt og efterfølgende offentliggøre det skrevne i en konference tilknyttet forløbet. Erfaringerne fra Pædagogisk IT-kørekort viser tydeligt, at denne barriere kan være vanskelig at overvinde, selv for personer, der dagligt er vant til at benytte skriftlig formidling.

Hvad er forklaringen på, at mange stiller spørgsmål ved, om e-læring er en effektiv og økonomisk måde at drive kursus- eller efteruddannelse på?
En af de ting, der falder i øjnene, er, at der ofte er et stort frafald, når udviklingen af medarbejdernes kompetencer sker i form af e-læring, selv om der også er eksempler på en meget høj gennemførelsesprocent som i Pædagogisk IT-kørekort. Et stort frafald kan skyldes flere faktorer som fx:

• det reelle tidsforbrug stemmer ikke overens med det estimerede
• manglende kompensation i forhold til reelt tidsforbrug
• en væsentlig anderledes kursusform end tilstedeværelsesundervisning og dermed
• andre og nye krav til den lærende

En lige så vigtig faktor kan være, at der i kursustilrettelæggelsen ikke er taget udgangspunkt i, at e-læring er et læringsmiddel, som stiller sine egne krav til alle involverede parter og dele i forløbet.

Hvis man som udgangspunkt har den opfattelse, at man ’blot’ kan overføre ved at tilrette lidt hist og her i eksisterende kurser, efteruddannelsesprogrammer, indhold osv. til en elektronisk form, som er billig og effektiv at distribuere til mange, så er der al mulig grund til at frygte, at evalueringen vil falde uheldigt ud.
Tilrettelagt på den måde udnytter man ikke e-læringsmidlet på en hensigtsmæssig måde, men gør måske i højere grad brug af en formidlingsteknik, som i første omgang kan forekomme økonomisk gunstig, men som på længere sigt viser sig at være det modsatte, da den lærende ofte ikke når målene, fordi han/hun ikke har været i stand til at gennemføre forløbet og tilegne sig indholdet.
Selv om e-learning har været kendt længe, er udviklingen af et pædagogisk fundament, en pædagogisk praksis og e-læring som en pædagogisk fornyelse kun i sin vorden. Og kun gennem en fornyelse, som demonstrerer, realiserer og dokumenterer forbedrede læringsmuligheder, vil e-læring vise sin berettigelse som læringsmiddel. I denne fornyelse spiller den pædagogiske tilrettelæggelse en helt afgørende rolle.

1. ”International Forum of Educational Technology & Society, Formal Discussion Initiation: A theory for eLearning”. March 2003. Moderator: Mark Nicholas, UCOL, Palmerston North, New Zealand.
   http://ifets.ieee.org/periodical/6-2/1.html
   
2. Pædagogisk IT-kørekort
   Et fleksibelt tilrettelagt kursus, hvor kursisterne sammen med deres kolleger får et grundlæggende computerkendskab og lærer at bruge de mest almindelige programmer. De får også indsigt i, hvordan de integrerer informationsteknologien i deres undervisning. Det sker ved, at de udarbejder en række beskrivelser af undervisningsforløb, de vil gennemføre i deres klasse. Disse beskrivelser kommenteres af en vejleder.
   Undervisningsmaterialet består af en grundbog med pædagogiske artikler til de obligatoriske moduler, en mappe med it-øvelser, en webside med henvisninger til valgmoduler, tastevejledninger og pædagogiske artikler, samt en cd-rom, hvor den uøvede kursist kan træne de mest grundlæggende it-færdigheder.
   
   Se spec. www.skole-it.dk/Gen9/index.shtml
   
3. Pædagogisk IT-kørekort består af følgende kurser:
   Skole-IT, SFO-IT, Sprogcenter-IT, SOSU-IT, Gymnasie-IT, EUD-IT, Seminarie-IT, Sund-IT
   
   Antal kursister, som er i gang med, eller som har afsluttet kurset med et Pædagogisk IT-kørekort (juni 2003): 48331
   http://www.uni-c.dk/produkter/elearning/referencer.html#9