Menu
• Indhold

Det mobile Internet, del 1

Resumé

Af John R. Mirland, UNI-C
06/07 2001

Udtrykket 'Det mobile Internet' benyttes i dag i flæng af teleselskaber og diverse fremtidsforskere som værende fremtidens medie. Men hvad er det, hvad kan det og ikke mindst hvordan kommer jeg på det? Svarene på disse spørgsmål samt en konkretisering af de anvendte begreber kan læses i denne artikel.

Indhold

 

Arkiv med artikler fra Designværkstedet

Der er ikke noget, der hedder det mobile Internet! Så er det afklaret. Det er altid det samme Internet, der kobles op til uanset hvorledes teleselskaberne præsenterer det i deres dyrt anlagte kampagner. Det kan måske føles, som om det er et helt andet Internet, man kobler op på, når det gøres fra enten en mobiltelefon med WAP eller når man læser sine Avantgo channels på sin PDA. Dette er kun en illusion pga. andre betingelser for de sites, der kan præsentere sig på disse medier.

Andre betingelser, spørger du? Læs følgende og få et kort indblik i en digital verden, der selv påstår at være fremtiden, men som foreløbig virker som en designmæssig spændetrøje. Udvikling af sites til de følgende platforme vil være som at lave bøger på størrelse med tommelfingernegle, men ikke desto mindre er det indholdet, der retfærdiggør dem.

For at få begreberne helt på plads gennemgås derfor de to platforme, der hovedsageligt repræsenterer den kabelløse adgang til Internettet. I nedenstående afsnit bliver der ikke gået i detaljer med produktion af sites til WAP og PDA. Det vil i stedet blive gennemgået i senere artikler.

Om

Nyhedsbrev

Tilmeld dig til IT-temaets nyhedsbrev



 

WAP

WAP står for Wireless Application Protocol og benyttes som standard for overførslen af data til mobiltelefoner.

Det fungerer således, at en bruger har en mobiltelefon med WAP, eksempelvis en Nokia 3330, og vedkommende "ringer op" til sin ISP (Internet Service Provider). Man får dermed adgang til Internettet via sin mobiltelefon og kan nu checke mail og surfe rundt nogenlunde, som vi kender det fra stationære computere.

WAP bruger ikke Netscape eller Internet Explorer

WAP benytter sig af en browser kendt som UP. fra firmaet Openwave. Kodesproget man skriver sites i hedder WML (Wireless Markup Language) og det er konstrueret på baggrund af XML (Extensible Markup Language). Tidligere har man kodet i HDML (nej, det er ikke en stavefejl, det står for Handheld Device Markup Language), men da det var en tvivlsom "standard" forsvandt det til fordel for WML med de nyere telefoner. Det betyder reelt, at der stadig er en del telefoner, der kun kan forstå HDML. Man kan vælge om man vil have et "browsercheck" på sit site, der kontrollerer brugerens browser og sender vedkommende videre til den rigtige version, så man tilgodeser begge brugergrupper.

WML kræver at den server man har sit site liggende på er sat op til at håndtere sproget. Dette gøres med en .htaccess fil.

Et kortspil med information

WAP's hastighed er mildt sagt langsom. Derfor er WML specielt udviklet til at kunne overføres som meget små datamængder. En side hedder i WML et "card" og man omtaler et "site" som et "deck of cards". Et deck kan maksimalt være 1400 bytes, men det anbefales at holde størrelsen på omkring 500 bytes.

Da man ikke har en mus til at klikke sig rundt på skærmen med, anvender man i stedet en metode, hvor man tilskriver mobiltelefonens fire menu-navigations knapper funktioner i forhold til hvert enkelt card.

Man kommunikerer internt mellem cards ved hjælp af noget, der minder meget om de links internt i dokumenter, vi kender fra HTML.

Indhold før udseende

Den manglende hastighed kombineret med det utroligt lille display (12 tegns bredde!) på en standard mobiltelefon betyder reelt at udseendet af et card nærmest er underordnet, og udviklingen af WAP-sites koncentrerer sig dermed om indhold, funktionalitet og brugbarhed.

Farvel til grafik

Grafik på en WAP er ikke ligefrem noget, der får en til klappe i hænderne af begejstring. Det handler om 1 bit grafik, det vil i praksis sige, at enten har du tændt for en sort pixel, eller også har du ikke. Den meste grafik vil se rædselsfuldt ud, hvis man da overhovedet vil kunne se det. Det største stykke grafik, en WAP kan klare, er på 150 x 150 px. En stor del af den grafik, folk benytter på deres WAP-site, er grafik, som telefonen er født med, og som man kan kalde via simple kommandoer.

Font-typer er der ikke mange af. Så vidt jeg ved, er Microsoft's Nina den eneste font, der er specielt udviklet til brug på WAP og PDA. Nina er i samme familie som Verdana og Tahoma men optimeret imod meget små skærme.

Tilbage til Stenalderen

Et WAP-site minder i "design" om det, vi kender fra tekst-browsere som eksempelvis Lynx på UNIX. Men man kan altså ikke snakke om "traditionel" webdesign i den sammenhæng. Hovedsageligt skriver man sit site rent og fornuftigt og håber på, at det bliver placeret rimeligt pænt af browseren.

Godt for aktieejere og sejlsportsfolk?

Et WAP-site bruges ikke til større informationsmængder, men snarere korte præcise beskeder som f.eks. børskurser, adresser, vejrudsigt og meget komprimerede nyheder.

 

Artikel af

John R. Mirland
 (11/07 2007)

 

PDA

PDA står for Portable Digital Assistant, og begrebet dækker over små, håndholdte computere som f.eks. 3Com's Palm Pilot og Hewlett-Packard's Jornada.

En brøkdel af Internettet… i din lomme

Generelt er PDA ikke umiddelbart koblet på Internettet. Oftest kræver de en mobiltelefon med infrarød port eller mulighed for en kabelforbindelse mellem PDA og telefon. Da dette ikke er optimalt, har man valgt at koncentrere sig om at udvikle sites og browsere, der fungerer offline. Retfærdiggørelsen af et site offline ligger i, at det har et indhold, der kan stå alene eller ligefrem unikt i forhold til det man ville finde på online versionen. Det vil altså konkret betyde, at indholdet alene afgør om et site fungerer eller ej.

Avantgo sætter standarden

Der er en del forskellige browsere at vælge imellem til PDA, f.eks. Eudora Internet Suite. Her vil vi imidlertid vælge at koncentrere os om Avantgo, da det er den mest udbredte for tiden. Desuden er den den eneste, der har gjort noget reelt for at formulere et regelsæt til PDA-sites. [Red: siden med regelsættet er desværre forsvundet siden artiklen blev skrevet.]

Laver man et site, der overholder Avantgo's regelsæt, kan man blive en del af den liste over sites, som brugere gratis kan abonnere på igennem Avantgo's site. Når en bruger har installeret Avantgo's browser på sin PDA, vil de sites, vedkommende abonnerer på, blive overført til PDA'en, hver gang vedkommende synkroniserer med sin normale computer.

PDA eller WAP?

Det er noget mere indlysende at lave et site, der kan aflæses på en PDA, end det er at lave et til WAP af den simple grund, at der trods alt er mere, der fungerer på en PDA. Således har e-business sites allerede eksperimenteret med at lave offline kataloger med bestillingsmulighed. Så kunne brugeren sidde i bussen og læse kataloget, lave sin bestilling, og næste gang vedkommende synkroniserer bliver bestillingen sendt afsted (note: Da jeg skrev det her, checkede jeg, om netop det site, jeg refererer til, stadig eksisterede. Det gjorde det desværre ikke). Man kunne sagtens forestille sig undervisningsforløb, hvor eleven havde opgaver på sin PDA, og når han synkroniserede dem, fik læreren mulighed for at rette besvarelsen.

HTML

PDA-sites kodes i en barberet form for HTML, da der er en del af den samlede HTML-standard, som PDA ikke kan håndtere. Det er en underlig bastard af HTML, der er blevet udvalgt til PDA-brug. Den indeholder en lille del af HTML 3.2, men absolut ikke nok. Desuden har man med Avantgo browseren adgang til en smule Javascript af hensyn til kommunikation og interaktion. Stadig er det ikke meget, der har "overlevet" krympningen til det mikroskopiske format. Man kan også kode i WML til en PDA, men det giver ikke umiddelbart meget mening.

Kan jeg nu få mine farver tibage?

Designmæssigt er det ikke helt så slemt som i tilfældet WAP. Man har indtil videre valgt 3Com's PalmPilot i sin sort/hvide udgave som laveste fællesnævner. Det betyder, at man har 16 gråtoner til sin rådighed og en skærmbredde på 150 px. Det er ikke ret meget, men det kan lade sig gøre at lave ganske fornuftigt udseende og fungerende sites inden for disse begrænsninger. Desuden er der ikke noget, der forhindrer en i at lave grafik med flere farver, da grafikken bare bliver vist med 16 farver på de sort/hvide skærme. Desuden får flere og flere PDA'er farveskærme, så det er nok en kort overgang, førend der er farver som standard.

Jeg hader scrollbars!

Man bliver nødt til at vænne sig til, at scrolling skal tænkes ind i al design. Det kan ikke undgås, med mindre man vil have meget små mængder information på siden, derfor er det sandsynligvis kun på forsiden, at man slipper for scrolling.

Er der nogen mening med alt det her?

Alt taget i betragtning er der ikke langt fra at designe et almindeligt mini-site til at lave et PDA-site. Der hvor det virkelige arbejde ligger er at finde ud af, om ens indhold har nogen berettigelse offline, uden større mulighed for grafisk blær og lækker funktionalitet. Kun meget få sites kan sige, at de fungerer under disse betingelser.

Det vil være naturligt at snakke om personaliseret indhold på disse platforme, dvs. indhold tilpasset den individuelle modtager, da det vil være der, deres styrke vil kunne vise sig.

Begrænsningerne kan få to konsekvenser: Enten vil der fortsat være relativt få sites at vælge imellem, eller også bliver fabrikanterne af PDA nødt til at indse, at en PDA skal kunne gå på Internettet ved egen kraft. Så vil vi med rette kunne snakke om et "mobilt" Internet. Men det skader ikke at begynde i dag lige så stille at lave sites, der kan læses på PDA i en eller anden form.

Med hensyn til WAP forholder det sig en smule anderledes. Hvorvidt der er noget formål i at lave et WAP-site lige nu, må stå ubesvaret hen, da WAP i sin nuværende form efter al sandsynlighed dør inden for det næste års tid. Med lanceringen af 3. generations mobiltelefoner og deres stærkt forøgede hastighed (2 mbit/s) kan det diskuteres, om det er relevant at benytte en teknologi, der er bygget til et helt andet formål.

Se også Det mobile Internet, del 2: Designværkstedets Avantgo Channel.