Kreativitetsstrategier til moderne udviklingsprocesser
Resumé
Af Birthe Rosengaard Knudsen, indehaver af Meta-flow, som guider virksomheder, organisationer og enkeltpersoner til holistisk lederskab og innovative forandringspr08/05 2001
Kreativitet er ikke kun en evne, der er designere, grafikere o.l. beskåret. Det er i følge resource coach Birthe Rosengaard Knudsen noget, vi alle er udstyret med og kan drage nytte af, når vi udvikler interaktive produkter. Vi skal blot være bevidste om, hvordan vi kan udnytte vores potentiale.
| Der findes utallige effektive teknikker og metoder til at styrketræne vores kreativitet, og de virker alle sammen, når vi er parate til det. |
Kreativitet er en naturlig ressource, som vi alle er begavet med fra fødslen. Når vi bruger og stimulerer kreativiteten, vil den vokse og udfolde sig gennem hele livet. Kreativitet er som en muskel - desto mere den bliver brugt, desto mere udvikler den sig.
Alt begynder med en tanke, en drøm eller en vision. Hvad enten vi vil udvikle et interaktivt produkt, løse problem x eller skabe en ny z.
Den kreative proces - ideerne og produkterne tager udgangspunkt i et behov - udvikler sig til noget konkret og håndgribeligt, når vi producerer. Vores evne til at udvikle fyldestgørende løsninger beror på, at vi får aktiveret de ressourcer, der skal til.
Vi er opdraget i en kultur, der fremmer den logiske og lineære tænkning på bekostning af den kreative, springende og associerede tænkning.
| I et samfund, hvor vi får mere og mere brug for at "multi-taske" os gennem interaktive produkter og omstille os til hyppige forandringer, har vi brug for at udvikle vore kreative kompetencer. Det ville gøre os meget bedre til at udvikle nye ideer og til at skabe kreative løsninger. |
Evnen til selvledelse, refleksion og kombination af forskellig slags viden er nogle af de kompetencer, der skal plejes for at frigøre kreativ energi og ressourcer.
Hvis vi hver dag på vore arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner styrketrænede vore kreative ressourcer, ville vores læring og udvikling accelerere.
Kreativitet er omgærdet af myter og forestillinger, som ikke har meget hold i virkeligheden. Den største myte er, at kreativitet er noget, nogle udvalgte mennesker har fået som et særligt talent i vuggegave.
Det er en 'kollektiv' overbevisning, at webdesignere og grafikere er de kreative i en IT-organisation. Det skaber nogle særlige forventninger til kultur, miljø, kompetencer og adfærd, som bliver til specifikke kendetegn i form af f.eks. specielt designede arbejdspladser, møbler og inventar sammen med kolde drikke, frugt og mad døgnet rundt. Fleksibel arbejdstid, musik, massage, kreative processer og eksotiske konferencer og rejser.
| Det er netop de konkrete kendetegn og forventninger, der er med til at skabe de kreative resultater gennem et læringsmiljø og en kultur, der bygger på tillid, forventninger, handlefrihed og personligt ansvar. |
Kulturen og læringsmiljøet er således meget afgørende for den kreative udfoldelse.
Vi har brug for at trække på forskellige ressourcer til forskellige opgaver. Det er ikke de samme ressourcer, vi skal bruge til at lave et årsbudget som til at designe et nyt fjernundervisningsprogram.
Det vigtigste er at have tillid til sin egen kreativitet. Og at give bevidstheden besked om, hvor fokus skal være. Bevidstheden kan sammenlignes med en database med en 'uendelig' mængde data. For at få adgang til det du søger, skal du definere dine søgekriterier.
Tænk hvis alle arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner blev indrettet med fokus på at frigøre menneskers kreative og innovative ressourcer. Hvis vi alle blev mødt med forventninger og tillid til vore skaberevner, både fra os selv og andre, ville vi opleve mange kreative og innovative kvantespring.
| At tro, at det er svært at være kreativ er en begrænsende overbevisning, og begrænsende overbevisninger blokerer for de kreative ressourcer. At tro, at det er let at være kreativ, er en støttende overbevisning, og støttende overbevisninger fremmer de kreative ressourcer. |
At betragte et problem som en læringsmulighed og en vej til nye løsninger er 'guf og næringssubstrat' for de kreative processer.
Vi får masser af ideer hver dag. De fleste af dem bliver aldrig ført ud i livet. Enten fordi den indre kritiker eller omgivelserne afbryder med en negativ kommentar, eller fordi den indre realist fortæller, at det er umuligt. Drømmene og ideerne får ikke en ærlig chance for at udvikle sig.
| Walt Disney var god til at drømme og til at udvikle ideer. Han var bevidst om at "klæde sin organisation på" med de relevante ressourcer, og han vidste også, at det er vigtigt ikke at blande tingene sammen. 'If you can dream it - you can do it', som han udtrykte det. |
Rober Dilts, en amerikansk NLP-træner, har studeret nogle af Walt Disneys metoder og udviklet en kreativitetsstrategi, som han har kaldt 'Disney-strategien'.
Strategien er opdelt i tre faser med 3 forskellige synsvinkler:
1. Drømmeren
I denne fase udvikles og udvælges ideerne. Det er en drømme- og brainstorming fase, hvor alle muligheder vendes.
2. Realisten
I denne fase organiseres ideerne og det besluttes, hvordan de skal udføres. Der bliver taget stilling til, hvad der skal realiseres, hvordan, i hvilket omfang, hvornår, og af hvem.
3. Kritikeren
I denne fase vurderes alle de fremkomne forslag og ideer med kritiske øjne.
Strategien kan udføres alene eller i grupper, hvor alle arbejder med alle tre dele. Det vigtige er at være bevidst om den rolle, man har i den enkelte fase.
Drømmeren bruger kommentarer fra realisten og kritikeren til at udvikle nye kreative løsninger. Processen fortsætter, indtil kritikeren og realisten er tilfreds.
|
Det er en god ide at markere 'synsvinkelskiftet' ved at flytte sig fysisk. Disney havde indrettet tre forskellige områder til formålet, men det er ikke nødvendigt. Det vigtigste er at adskille faserne og have bevidstheden med. Vi kan ikke udvikle ideer, kritisere og planlægge samtidig.
Mange succesrige virksomheder og nye læringsmiljøer, der beskæftiger sig med interaktive medier, bygger på udvikling af tillid, selvledelse, videndeling. De tænker i helheder og har fokus på kreative og progressive problemløsninger.
Hyper Island School of New Media Design praktiserer en holistisk læringsmodel. De studerende ser læringsprocessen som en fortløbende proces og lærer at anerkende deres egen rolle i identificering af de ønskede resultater af deres indlæring.
'Det meste af den viden, jeg har opnået, er ikke statisk eller 'simple facts'. De er mere nogle vidensfrø, jeg har modtaget, og det afhænger nu af mig selv, hvad jeg ønsker at gøre med dem, hvordan jeg vil nære dem og få dem til at gro', siger en af de studerende Lukas Mollersten. (Kreativitetens Tidsalder s. 51)
Fundamentalt arbejder vi for at skabe, måske er det meningen med livet?
Meningsfyldt arbejde giver mulighed for at udtrykke kreativitet og giver dermed personlig tilfredsstillelse. Virksomheder og uddannelsesorganisationer skal overleve på deres evne til at udvikle innovative kulturer og miljøer. I dag, hvor viden og teknologi globalt er til rådighed for alle, er innovation og kreativitet blevet de vigtigste konkurrenceparametre. Det er også de elementer, der gør organisationer attraktive at arbejde for.
- Kreativitetens tidsalder - om viden og færdigheder i den nye økonomi, Kimberley Seltzer og Tom Bentley - ISBN 87-7320-974-0
- Edward de Bono - Tænk Kreativt - ISBN 87-7553-383-9
- Slip virksomhedens sjæl løs - udvikling af værdibaserede organisationer, Richard Barrett - ISBN 87-987222-1-2
- Organisationens Ånd - selvrealisering i virksomheder og andre fællesskaber, Preben Grønkjær ISBN 87 7739 468 2
- Bliv bedre til at undervise - med NLP, Joseph O'Connor og John Seymour - ISBN 87-11-12717-1

Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS

