Filmteori på nettet

På tv har man stor erfaring med at udforme indholdet inden for de rammer, som en skærm skaber. Og der har været flere forsøg på at overføre disse erfaringer fra film- og tvproduktion til user interface design [1]. Der er mange lighedspunkter, som det er værd at udforske, og en viden om perception og billedopbygning, som kan overføres til Internettet.
I det følgende vil jeg skitsere nogle af de principper, man med fordel kan overføre til Internettet.
De tre områder, jeg vil undersøge og illustrere, er betydningen af skærmens format, billedkomposition og bevægelse.

Når vi ser på et billede, så ser vi på det på samme måde som vi læser en bog. Vi starter i øverste venstre hjørne og læser skråt ned mod nederste højre hjørne. I andre kulturer ser man også billeder på samme måde, som man læser. I Østen læser man oppefra og ned, mens man i de arabiske lande starter i øverste venstre hjørne og slutter i nederste højre.

Når vores billeder læses fra venstre mod højre, får det den betydning, at højresider vejer tungere end venstre. Et harmonisk billede har derfor tyngden i venstre side.

På film er højre side indføringssiden, og venstre side er den side, man forlader scenen i.
Disse principper kan man se overført til Internettet, idet menuer ligger til venstre, der er den statiske side, og det nye kommer i højre side.

På tv ved man, at skærmens format (9:11) er nærmest umuligt at komponere billeder til. Det er f.eks. svært at vise totalbilleder af smukke landskaber eller at skabe stor afstand mellem personer, der taler sammen. Men der bliver brugt megen energi og kreativitet på at omgå dette faktum.
Dette kan ske ved, at man f.eks. ikke filmer vægge og lofter i rum. Seeren ved godt, at rum har vægge og lofter og lægger, så at sige, selv disse elementer til rummet, der placeres mentalt uden for tv-skærmens ramme. Man sprænger på denne måde rammen og skaber rum, der ligger udenfor. På tv arbejder man med 6 rum, der kan udvides: Skærmens 4 sider samt rummet bagved kameraet og foran kameraet.

Komponerer man derimod inden for rammen, kan man udnytte den følelse af klaustrofobi, som denne komposition skaber. Det er meget sjældent, at man ser dette udnyttet på Internettet. Alt for ofte ser man sider, der ser klemte og kompakte ud.

Det umulige format omgås også på tv ved, at man arbejder i et bredt format med en kant foroven og forneden. Dette ses også på Internettet. Bemærk hvordan de vandrette streger ændrer på oplevelsen af skærmformatet.

Igennem generationer har det været et kompositorisk princip for billedharmoni og opmærksomhed at komponere efter "det gyldne snit". Det gyldne snit deler billedfladen op i 9 dele, hvor der tegnes en linie 3/8 fra hver af fladens 4 sider. Dette gitter bruges til komposition. Vigtige elementer placeres i skæringspunkterne, og feltet i midten samler opmærksomheden.
Vandrette linier opleves således harmoniske, når de ikke deler fladen midt over. Hvilket billede er mest harmonisk?
Anvender man det gyldne snit, skal man tænke på, at vi mentalt udelukker selve browseren og fokuserer på selve vinduet.

Man kan dele billedfladen op i 3 kompositionsakser:

• Venstre-højre akse, hvor venstre side er tungere end højre side.
• Op-ned akse, hvor top er tungere end bund.
• Forgrund-baggrundsakse, hvor objekter i forgrund er tungere end objekter i baggrund.

I placeringen af objekter:

• Virker en placering i top dominerende.
• Virker en placering i bund svag og undvigende.
• En komposition i en stram ramme skaber en følelse af klaustrofobi.
• En løs ramme skaber en følelse af frihed og lethed.
• Objekter, der står hhv. til højre og til venstre, virker som antagonister.
• Objekter, der står sammen i midten, virker som om de er relaterede og tiltrukket af hinanden.

• En dynamisk balance skabes ved at bruge forskellige størrelser og figurer til at skabe balance.
• Udynamisk balance skabes ved at lade ens objekter være i balance. Prøv at se på disse eksempler.

Jo mere klar og mættet en farve er, jo mere vægt har den.
Isolerede objekter har mere vægt end objekter, der er grupperede.

Øjet kan tiltrækkes af:

• Bevægelse
• Kontraster i lys, fra lys til mørke
• Mættede farver
• Store masser
• Linier, der leder
• Regelmæssigt gentagne former
• Uregulære og komplekse billeder
• Fra forgrund til baggrund
• Fra venstre til højre
• Fra top til bund
• Et fokus i midten

Andre elementer, der kan bruges til at skabe opmærksomhed, er; lys, store elementer, bevægelse i motivet og lyd. F.eks. tiltrækkes synet af større elementer og diskriminerer mindre. Det mindre element kan så til gengæld tiltrække opmærksomhed, hvis farven er mættet.

Selve skærmbilledet er naturligvis fladt og har kun to dimensioner; højde og bredde. Men gennem komposition af elementer, linier og farver kan der skabes en tredje dimension: Dybde. Denne skabes ved hjælp af perspektiv ved, at man tænker i forgrund, mellemgrund og baggrund.

Perspektiviske linier kan også skabe dybde. I dette eksempel er der både brugt perspektivlinie og størrelse til at skabe dybde.
Farver kan også bruges til at skabe dybde. Varme og mættede farver springer frem, mens kolde og lyse farver har en tendens til at vige. På film bruges de kolde farver ofte til baggrund og de varme farver til forgrund. Se dette eksempel.

I filmens klippet er der lighedspunkter med Internettets link. I 1930'ernes Hollywood produktioner blev der udviklet det, vi i dag regner for den "normale måde" at fortælle en filmisk historie på. Her blev skabt en klippeteknik - kontinuitetsklip - der sammenkæder klip imellem scenerne og klip indenfor scenerne, så de ikke opleves. Kontinuitetsklipningen er i dag stadig den dominerende måde at fortælle filmisk på, - og nogle af de regler der gælder for kontinuitetsklip, kan overføres til regler for Internettet når der arbejdes med links. Dette gælder f.eks. for match-klip, hvor det centrale i billedet er placeret samme sted, uanset hvad der klippes til. Dette gør, at øjet ikke behøver at flytte sig for at fange det væsentlige.

Der er imidlertid allerede skabt visse nye reaktionsmønstre på Internettet. Dette gælder f.eks. for, hvordan menuer fungerer. Hvis vi klikker på et menupunkt, der ligger enten til venstre eller i toppen af skærmen, forventer vi, at der vil ske et skift på midten. Derfor flytter vi øjet ind til midten, mens siden loades. Sker skiftet imidlertid ikke her, f.eks. ved drop-down menuer, så snydes forventningen. Vi bruger et splitsekund på at finde ud af, hvorfor der ikke sker det, vi forventer, vi leder og vi flytter slutteligt øjet tilbage til menuen igen. Denne proces fortsætter, indtil forventningen opfyldes.
Prøv at se forskellen på disse to drop-down menuer. Hos webmonkey antyder ikonet "folder", at der er tale om en drop-down menu, samtidig er der intet ændret på midten af siden, og øjet bliver på menuen. Hos CNN derimod sker der en hel masse på midten af siden, samtidig med at drop-down menuen folder sig ud. Øjet tiltrækkes af fornyelsen og befinder sig på midten, og først senere opdager man, at menuen har ændret sig.

1. Jeg har fundet 2 artikler
   • "Film Craft in User Interface Design", CHI ´92 af Chuck Clanton, Frank Iannella, Emilie Young og
   • "Film Techniques and the Design of Human-Computer Interaction" af Jean McKendree og John W. Mateer, 1991, 24th Annual Hawaii Conference on System Sciences.