Fjernundervisning tager tid at lære

Det er nu 4 år siden InterKomm+ startede. Derfor har jeg opsøgt Pelle Carlo Nilsson for at finde ud af, hvilke erfaringer han har med fjernundervisning, og hvilke krav han stiller til designet af fjernundervisningssystemer.

InterKomm+ har fra starten lagt sig fast på, at selvom det er fjernundervisning, så skal uddannelsen have de samme pædagogiske principper som undervisningen på RUC - projektpædagogik, gruppearbejde og en universitetsbaseret arbejdsform.

Noget af det første Pelle Carlo Nilsson påpeger er, at fjernundervisning tager tid at lære. Det er en undervisningsform, hvor man ikke bare skal kunne bruge en pc. Man skal også finde ud af, hvordan man får et overblik over, hvad der sker i konferencesystemet. Man skal også vænne sig til, at kommunikationen foregår skriftligt, hvilket betyder, at man skal være langt mere præcis, end hvis man mødes i en klasseundervisning.

Derfor er det Pelles erfaring, at det er meget vigtigt, at de studerende har mødt hinanden ansigt til ansigt. For det at kende hinanden socialt, er grundlaget for at få et godt forløb på nettet. Når man kender hinandens sproglige vendinger, kan man nemmere afgøre, når nogen f.eks. er ironiske. Det kan ellers være svært i en skriftlig kommunikation.

Det er grundlæggende de studerendes aktivitet, altså den tid de studerende selv arbejder med faglige problemstillinger, der skaber læring, påpeger Pelle. Ellers kunne underviserne nøjes med at sende beskeder om, hvilke artikler de studerende skal læse. Men det er efter hans mening vigtigt, at de aktiviteter, der foregår i det virtuelle miljø, bliver så fokuserede som muligt, bl.a. ved at der ikke foregår flere undervisningsaktiviteter samtidig.

I flere år havde InterKomm+ en undervisningsplan, hvor de studerende skulle arbejde med projekter, samtidig med at de deltog i on-line diskussioner om teoretiske tekster. Dette høje aktivitetsniveau fra undervisernes side fik de studerendes aktivitetsniveau til at falde. Mange studerende går først i gang med at arbejde på nettet sent på aftenen eller i weekenden, når børnene er lagt i seng, og kæresten ser tv. Inden de så var færdige med at orientere sig om, hvad der var nyt siden sidst, både i det forum hvor der var vedvarende teoretiske diskussioner, og i det forum hvor de studerende arbejder med deres projekter, var klokken blevet mange, og de fik ikke selv skrevet indlæg.

I artiklen Supporting Problem-based Learning in Groups in a Net Environment beskrives, hvordan underviserne på InterKomm+ har observeret, at der var tre typer studerende:

• De spontane aktivister - der er karakteriseret ved, at de kaster sig ud i on-line diskussioner. Deres indlæg er ofte korte, men de holder diskussionerne i gang, selvom de ikke bidrager væsentligt rent indholdsmæssigt.
• De velforberedte - der kommer med velforberedte og velskrevne indlæg. Deres bidrag er ofte lange og veldokumenterede. Sommetider kan de afslutte en diskussion for tidligt ved at skræmme de øvrige deltagere med deres gennemarbejdede indlæg. Indtil en aktivist dukker op og provokerer til aktivitet.
• Lurerne - der venter og venter, men ofte deltager i slutningen af en diskussion. Om ikke andet så med et indlæg om, at de har nydt diskussionen og lært meget.

Denne opdeling ændrede sig med den nye struktur, hvor der kun er en aktivitet ad gangen.

Efter at undervisningen er ændret, er alle de studerendes aktivitetsniveau steget betydeligt. Underviserne kan se, at der nu kun er relativt få studerende, der ikke deltager i diskussionerne. De studerende holder sig til at diskutere de valgte emner og gør det endda med større kvalitet i indlæggene fra både de studerende og underviserne. Endelig kan underviserne se, at de studerende i dag er mere tilfredse end tidligere.

Om en følge af det højere aktivitetsniveau bemærker Pelle Carlo Nilsson, at her har gruppearbejde på nettet en klar fordel fremfor traditionelt gruppearbejde. Det giver nemlig de studerende mulighed for at følge med i de andre gruppers diskussioner og arbejde. På InterKomm+ har de set, hvordan de studerende læser andre gruppers indlæg, stiller spørgsmål til hinandens litteratur og sender kommentarer til de andre grupper. Det giver de studerende en bredere viden og lyst til mere aktivitet.

Der er ingen facitlister inden for fjernundervisning, og undervisningen ændres efterhånden som erfaringerne samles op. Derfor er det vigtigt, at designet af selve fjernundervisningssystemet også kan følge med ændringerne.

De to systemer som InterKomm+ indtil nu har arbejdet med, er et system designet af Ingeniøren og First Class.

I en søgen efter det perfekte system, er erfaringen, at der er masser af fjernundervisningssystemer, men de fleste er enten for begrænsede, for specifikke eller påvirkede af anderledes pædagogiske traditioner.

Ud fra erfaringerne fra undervisningen har Pelle Carlo Nilsson en række krav, som han vil stille, førend han vil kalde et system for perfekt til brug for InterKomm+'s fjernundervisning.

Gruppearbejde og projektarbejde er svært på nettet, uanset hvordan designet er. Men gruppearbejde kræver, at fjernundervisningsystemet understøtter, at de studerende selv kan designe og tilrettelægge deres arbejde. De skal selv kunne oprette de konferencer/mapper, de har brug for, og de skal selv kunne afgøre, hvilke personer, der har adgang til at se i dem. Pelle fortæller om en gruppe, der arbejdede for et firma, der ikke tillod, at andre fik adgang til informationerne. Derfor måtte gruppen oprette en række "tys-tys" mapper, som kun vejleder og gruppemedlemmer havde adgang til.

Systemet skal så at sige give både undervisere og studerende ret til at bestemme over eget territorium.

Oprindelig blev designet opbygget sådan, at der blev taget udgangspunkt i en række metaforer, der dækkede over arbejdsdagen på RUC for både de studerende og underviserne. Derfor blev der oprettet en række "konferencerum", som diskussioner foregik i: "Klasseværelset" og "Cafeen" - hvor alle havde adgang. "Lærerværelset" - kun med adgang for undervisere. "Grupperum" - hvor kun gruppemedlemmer havde adgang osv. Som det ofte går, når man vælger en metafor, der skal kunne dække over mange funktioner, så brød denne tankegang sammen. Designet blev for stramt og metaforerne dækkede ikke over, hvad der reelt foregik. Derfor er designet nu et mix af gamle metaforer og nye betegnelser - såsom "tys-tys" mapper, hvor det kun er de studerende selv, der har adgang. Konferencerne/mapperne er nu organiserede efter de forskellige typer af aktiviteter. Den løsning er langt mere indforstået, men den er vokset ud af reelle behov.

Designet skal være så fleksibelt, at det kan klare den slags udviklinger og ændringer.

Pelle lægger vægt på, at man kan designe sin egen brugergrænseflade. Alle - både studerende og undervisere - har individuelle behov og individuelle vaner. Derfor er det vigtigt, at enhver f.eks. kan starte med de mapper, der på det givne tidspunkt bruges mest.

Som Pelle desuden tidligere har påpeget, er en af fordelene ved et konferencesystem, at man får adgang til hinandens tekster. Derfor er det vigtigt, at man umiddelbart kan se, at der foregår noget. At de nyeste indlæg er umiddelbart tilgængelige og at man får et visuelt udtryk for aktiviteterne. Hvis de studerende umiddelbart kan se, at andre har skrevet indlæg, føler de større lyst til selv at involvere sig. Det skal designet understøtte.

På InterKomm+ skal de studerende også lære at arbejde visuelt. De skal bl.a. arbejde med netmedier. Derfor er det vigtigt, at systemet har en integration med Internettet, så man kan skrive en URL, som kan åbnes indefra systemet. Det er også vigtigt, at man kan bruge illustrationer sammen med tekster. I de to systemer InterKomm+ har arbejdet i, har det ikke været muligt at få opfyldt begge disse krav. I First Class savner Pelle en bedre integration med Internettet. Han ville også foretrække, at både de studerende og han selv kunne arbejde med billeder og HTML-dokumenter.

Pelle Carlo Nilssons konklusion er, at det vigtigste er de studerendes aktiviteter, herunder deres refleksioner på hinandens indlæg. Her skal konferencesystemet understøtte net-dialogen, så de studerende har mulighed for at møde hinanden på tværs af grupperne og mulighed for at kigge i hinandens mapper. Det er underviserens opgave at involvere de studerende. Men det kan kun ske, hvis designet understøtter det.

1. www.InterKomm.ruc.dk
2. www.komm.ruc.dk/personale/Robin/pubs/CSCL99.html
3. www.komm.ruc.dk/netpub/ik/CTU-SlutRapport.PDF